Drogba efter FCK-nederlag: Vi gjorde ikke nok

Didier Drogba fik slået en hel del ud med armene i Galatasarays Champions League-kamp i Parken mod FC København.

Den ivorianske stjerneangriber havde en frustrerende aften på vej mod 0-1-nederlaget til de danske mestre, og Drogba er heller ikke tilfreds med indsatsen.

- Vi skal vide, at de ville have hævn, og at de ville spille bedre, siger han med henvisning til Galatasarays overbevisende 3-1-sejr på hjemmebane over FCK for 13 dage siden.

- Vi skal være bedre forberedt på den slags kampe. Vi var forberedt, men måske kunne vi have gjort lidt mere for at sikre et godt resultat.

- FC København havde to egentlige chancer, og de scorede et mål. De var meget effektive, siger Didier Drogba.

Trods nederlaget er Galatasaray fortsat nummer to i gruppe B med fire point for fire kampe.

FCK har samme antal point på tredjepladsen, mens Real Madrid topper med 10 point.

Juventus er sidst med tre point.

- Gruppen er stadig åben. Det bliver nogle gode kampe i de sidste to spillerunder. Efter den første kamp troede alle, at vi var ude, men vi er stadig med. Der kan ske meget, siger Didier Drogba.

Galatasaray tabte den første kamp i gruppen 1-6 hjemme til Real Madrid, men holdet spillede sig op i de efterfølgende to kampe.

De to bedste hold fra gruppen går videre til 1/8-finalerne i Champions League, mens gruppetreeren bliver overført til Europa League.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV