Dronning Dorothea Skolen skal lukkes

Skrevet af Elo Christoffersen

25/11/2013

Dagens topnyheder

Der pilles ikke ved Ødis Skole overhovedet. Det besluttede byrådet mandag aften på et byrådsmøde efter indstilling fra Uddannelsesudvalget. Dermed er en ellers truende nedlæggelse manet i jorden, skriver Vamdrup Netavis.

Beslutningen betyder, at Ødis Skole bevarer sin fulde selvstændighed akkurat som hidtil med egen ledelse og selvstændig servicefunktion i form af service chef (pedel) med videre.

Beslutningen gælder også, at der heller ikke røres ved de øvrige truede landskoler, Sdr. Stenderup Skole, Sjølund/Hejls Skole eller Eltang/Vilstrup Skole.

Dronning Dorthea Skolen alene skal betale prisen. Denne skole bliver totalt nedlagt fra skoleåret 2014-15. Det skyldes, at det har vist sig, at nedlæggelsen af denne skole alene kan betale, hvad der skal spares på skoleområdet.

Men før det endeligt kan besluttes, at Dronning Dorthea Skolen skal nedlægges, skal sagen først sendes i høring i de involverede skolebestyrelser, og det er foruden Dronning Dorothea Skole også de skoler, som fremover skal undervise 80 børn, som i øjeblikket går på denne skole.