Dronning Margrethe er en Shih Tzu: Hvilken slags hund er du?

Mangler du en sjov overspringshandling, der kan få ugens sidste arbejdsdag til at gå lidt hurtigere, så har vi et skørt bud til dig.

Hjemmesiden what-dog.net, som er Microsoft’s opfølger til den populære aldersberegner how-old.net, kan nemlig fortælle dig, hvilken hund du ville være, hvis du altså var firbenet og havde pels.

Alt hvad du behøver at gøre, er, at indsætte et billede af dig selv, og så finder hjemmesiden et hundematch og afslører, hvilke personlighedstræk, der kendetegner dig (og hunden).

Fx er Dronning Margrethe den lille glade selskabshund, Shih Tzu, mens den pensionerede Prins Henrik er verdens mindste hund, en Chihuahua.

Beskrivelsen af prinsgemalens personlighed lyder: slagfærdig, kærlig og på vagt overfor fremmede og andre hunde. Måske passer Prins Henriks hundepersonlighed meget godt til Dronningens, som er følgende: legesyg kammerat, kærlig overfor familien og robust.

Landets statsminister, Lars Løkke Rasmussen, og den forhenværende på posten, Helle Thorning, viser sig at være henholdsvis jagthunden Bluetick Coonhound og en gravhund. Sidstnævnte skulle have en forrygende lugtesans.

Du kan selv prøve at sætte billeder ind af dig selv, dine idoler, dine kollegaer, dine venner eller fjender - vi lover dig, at tiden flyver afsted imens. God weekend! 

Dagens Gossip