Dronning Margrethe overrækker 250.000 kroner til solist og balletdanser

Legaterne, der er på 250.000 kroner, bliver uddelt af dronning Ingrids døtre, dronning Margrethe, prinsesse Benedikte og dronning Anne-Marie, i koncertsalen 21. juni.

Ida Praetorius har danset i John Neumeiers »Romeo og Julie«, ligesom hun har taget del i Flemming Flindts ballet »Enetime« og i August Bournonvilles kærlighedskomedie »Kermessen i Brügge«.

»Ida Praetorius er et stortalent, der forener poesi, danseteknisk kunnen og stærk udstråling på scenen. Hun er en af de sjældne dansere, man virkelig lægger mærke til, trods hendes unge alder«, siger balletchef Peter Bo Bendixen.

Den anden legatmodtager, Bjarke Mogensen, får også rosende ord med på vejen. Henrik Engelbrecht, musikchef i Tivoli, siger:

»Bjarke Mogensen har på få år manifesteret sig som én af landets mest markante solister, med international bevågenhed. Han har opnået denne status på et instrument, som ikke hører til de gængse indenfor den klassiske musikverden, og har løftet akkordeonets anseelse betydeligt gennem sine koncerter og cd-udgivelser med både nyskrevne værker og egne brillante arrangementer af musik skrevet for andre instrumenter.«

BNB

Dagens Gossip