Dronninge-finale venter: Serena i finalen ved French Open

Det gjorde hun med de smertefulde og ydmygende sætcifre 6-0, 6-1 over italienske Sara Errani.

Dermed får den hårdtslående amerikaner chancen for at vinde Grand Slam-turneringen for første gang siden 2002, hvor hun slog storesøster Venus Williams.

Men modstanderen er ikke fru hvem-som-helst. Denne gang venter den forsvarende mester og verdens nummer to, Maria Sharapova, der tidligere torsdag slog Victoria Azarenka ud i sin semifinale med cifrene 6-1, 2-6 og 6-4.

De to finalister har et særdeles godt kendskab til hinanden, hvilket Serena Williams hidtil har nydt bedst af. I hvert fald på tennisbanen, hvor hun har vundet 13 ud af deres 15 opgør.

Ingen af de to har det røde grus som favoritunderlag, men ikke desto mindre har de begge vist sig stærke i årets udgave af French Open. Serena Williams har kun afgivet et enkelt sæt undervejs, mens Maria Sharapova har afgivet to.

Finalen spilles lørdag.

Dagens Gossip