Dronningen inviterer til fætter-kusine jul

Dronning Margrethe og prins Henrik venter et stort rykind i juledagene på Marselisborg Slot.

Kommunikationschef i kongehuset, Lene Balleby, oplyser til Ritzau, at regentparret fejrer juleaften sammen med kronprinsparret og deres fire børn.

Også prins Joachim og prinsesse Marie med deres to fælles børn kommer til Aarhus.

Dermed bliver der 12 omkring det store juletræ.

Seks voksne, og så prins Christian, Isabella og tvillingerne Josephine og Vincent, som tager turen med deres forældre, kronprins Frederik og kronprinsesse Mary, fra Amalienborg, mens prins Henrik og hans lillesøster, Athena, kommer fra Schackenborg.

Børneflokken må dog undvære deres to store fætre, prins Nikolai på 14 år og prins Felix 11 år, som i år fejrer jul sammen med deres mor, grevinde Alexandra og hendes mand, Martin Jørgensen.

Julen er en privat begivenhed i kongehuset, og derfor er det sparsomt med oplysninger om, hvordan regentparret fejrer højtiden.

Men der er tradition for, at familien går til gudstjeneste i Aarhus Domkirke juleaften, hvor det ligesom tidligere år er biskop Kjeld Holm, der holder den ene af de to gudstjenester.

Gennem mange år har dronningen foretrukket at fejre jul på Marselisborg Slot, men hun har dog enkelte gange brudt traditionen, som da regentparret sidste år holdt jul hos prins Joachim på Schackenborg.

Dengang var det uden kronprins Frederik og kronprinsesse Mary, som fejrede jul hjemme på Amalienborg.

Det samme gjorde de året før, da kronprinsessen var højgravid. Og dermed er det første gang Josephine og Vincent går om juletræet med deres bedsteforældre.

Juleferien begynder for regentparret den 21. december, når de forlægger residensen fra Amalienborg til Marselisborg.

Først kort før nytår vender dronningen tilbage til København for at gøre klar til sin nytårstale fra Christian IX's Palæ den 31. december.

Dagen efter er regentparret værter ved en nytårskur og efterfølgende taffel for blandt andre regeringens ministre.

/ritzau/

Dagens Gossip