Dronningen og Livgarden flytter til Fredensborg til nytår

Skrevet af admin

10/12/2014

Dagens topnyheder

Livgarden følger med dronning Margrethe til Fredensborg Slot i Nordsjælland, når hun holder sin traditionsrige nytårstale i Havesalen på Fredensborg Slot nytårsaften.

Kort før talen klokken 18 finder Livgardens traditionsrige æresbevisning sted i Indre Slotsgård på Fredensborg Slot.

Efter talen, der transmitteres i tv og radio og nøje bliver gransket af danskerne, bliver der som sædvanligt spillet "Kong Christian stod ved højen mast". Livgarden præsenterer gevær, der bliver saluteret og fanen fældes.

Livgarden kan dog i år ikke opleves live som på Amalienborg Slotsplads, men danskerne er inviteret til at følge talen i Ydre Slotsgård på Fredensborg Slot, hvor der bliver sat storskærme op med transmission af nytårstalen.

Det er byggearbejde på Amalienborg i København, der gør, at dronningen har måttet finde andre lokaliteter for sin tale. Nytårstalen holdes traditionelt fra dronningens modtagelsesværelse i Christian IX's Palæ på Amalienborg, men her er taget ved at blive renoveret.

Det er dog ikke første gang, at dronningen holder sin tale til danskerne om årets gang i Danmark fra Fredensborg. Nytårstalen er tidligere blevet holdt på Fredensborg Slot i 1979 og 1980, hvor Christian IX's Palæ også var under renovering.

Fredensborg bliver også ramme for hele kongefamiliens jul i år. Ifølge Billed-Bladet har dronning Margrethe og prins Henrik i år besluttet at invitere hele den store familie.

Og da der ikke er plads til den samlede kongefamilie på 44 medlemmer på Marselisborg Slot, hvor dronningen for det meste holder jul, rykker familien til Fredensborg. Om alle kommer, er dog endnu uvist.

Også i 2006 holdt alle tre grene af familien jul sammen på Fredensborg, og dengang dukkede 29 familiemedlemmer op.

Ifølge Billed-Bladet har alle familierne fået et såkaldt "questionnaire", et spørgeskema, så de kan svare på, hvornår de ankommer, hvor længe de bliver, og om de har barnepige med.

Det er sket før, at selve juleaften bliver holdt et andet sted end på Marselisborg Slot, men dronningen har hidtil altid været i Aarhus i nogle af juledagene.

/ritzau/