Dronningen: Prins Henrik går på pension i morgen

Efter mere end 40 års virke for Danmark trækker Prins Henrik sig fra sine officielle opgaver med en dags varsel.

Nytårsdag går prinsgemalen på pension. Dronning Margrethe løftede sløret for den store beslutning i sin nytårstale.

- Jeg vil i aften rette en særlig tak til prinsgemalen. Min mand har besluttet, at tiden nu er inde for ham til at "drosle ned" til, hvis jeg må sige det på almindeligt dansk, at gå på pension, siger dronningen.

- Fremover vil prinsgemalen derfor kun i meget begrænset omfang tage del i de officielle arrangementer, som igennem så mange år har været en naturlig del af hans liv.

Prins Henrik blev gift med dronning Margrethe i sommeren 1967. Han fik ved den lejlighed titel af prins. Siden har han været på utallige rejser - med og uden dronningen - og varetaget officielle opgaver for kongehuset.

Det er officielt slut fra fredag.

Prins Henrik vil fortsat beskæftige sig med en "bred vifte af gøremål, blandt andet inden for kunst og kultur", skriver hoffet i en pressemeddelelse.

Han beholder hovedparten af sine protektioner og æreshverv.

- Det er hans beslutning. Jeg forstår den, og jeg respekterer den. Jeg er min mand dybt taknemmelig for al den støtte, hjælp og inspiration, han har givet mig igennem alle årene.

- Jeg ser frem til, at jeg fortsat kan varetage mine opgaver, og at jeg stadig har min mand at støtte mig til, selv om det bliver mindre synligt, siger dronningen.

Prins Henrik blev 81 år i sommer.

/ritzau/

Dagens Gossip