Dronningen skal få indoneserne til at købe dansk

Skrevet af admin

21/10/2015

Dagens topnyheder

Når en dansk delegation med regentparret og udenrigsminister Kristian Jensen (V) i spidsen torsdag indleder et stort erhvervsfremstød i Indonesien, skal meget gå galt, hvis ikke den danske eksport til det befolkningsrige land efterfølgende bliver øget.

I dag udgør eksporten til Indonesien kun 0,26 procent af den samlede danske eksport, og det tal vil Kristian Jensen have til at vokse.

- Jeg vil meget gerne opnå, at vi inden for de næste fem til otte år øger vores eksport til Indonesien markant, således at vi kommer op på gennemsnittet i EU-landene, siger han til Ritzau før afrejsen fra København.

Udenrigsministeriet har udarbejdet en basisfremskrivning for vareeksporten frem til 2020, som i det år ventes at blive på knap 1,7 milliarder kroner mod 906 millioner kroner i 2014.

Sammenlignes den danske vareeksport til Indonesien med en række andre vesteuropæiske lande, viser der sig potentiale for en betragtelig udvidelse af eksporten, oplyser Udenrigsministeriet.

Med sine 250 millioner indbyggere er Indonesien et af verdens mest folkerige lande og samtidig blandt verdens ti største økonomier.

- Den største udfordring er allerede løst ved, at det er lykkedes at få et statsbesøg etableret. Den næste hurdle bliver nu at få matchet de virksomheder, vi har med ude, med de konkrete myndigheder i Indonesien, så vi får de rigtige aftaler med hjem, siger Kristian Jensen.

Han skal blandt andet mødes med Indonesiens præsident, Joko Widodo, hvor der foruden et øget erhvervssamarbejde også skal tales "klassisk udenrigspolitik".

Her vil Danmark kritisere Indonesien for at have genindført dødsstraffen.

- Det nævner vi naturligvis alle de steder, vi kommer. Men det betyder ikke, at vi ikke kan arbejde sammen med lande, der har dødsstraf. Lad mig bare minde om, at både Sydkorea og USA har dødsstraf, siger Kristian Jensen.

Over 60 danske virksomheder er med regentparret og flere af regeringens ministre på statsbesøget i hovedstaden, Jakarta.

Det er særligt områderne maritimt samarbejde, cleantech, landbrug, fødevarer, design og livsstil, statsbesøget kommer til at omhandle.

Allerede torsdag underskriver klima- og energiminister Lars Christian Lilleholt (V) en samarbejdsaftale med sin indonesiske kollega inden for grøn teknologi.

Det indebærer blandt andet, at Danmark skal lære Indonesien, hvordan man bruger energi mere effektivt og samtidig får mere vedvarende energi ind i kraftforsyningen.

Statsbesøget slutter lørdag.

/ritzau/