Dronningen svinger øksen på Lolland

Skrevet af admin

02/06/2016

Mest læste i dag

Det er ikke hver dag, man ser en regent med en økse i hånden. Heldigvis skete det under ganske udramatiske omstændigheder, da dronning Margrethe onsdag eftermiddag svingede våbnet på en mark nordøst for Nakskov.

Hun hjalp nemlig med at indvie en ny statue, der er en del af Lolerne på Dodekalitten. Det fremgår af en video på TV Østs hjemmeside.

Flankeret af Den Kongelige Livgardes Musikkorps og masser af fremmødte lokale fik dronningen til opgave at afsløre Lolen, der er skabt af stenhuggeren Thomas Kadziola.

Almindeligvis er det en saks, der bliver brugt ved indvielser, men den sommerklædte dronning tøvede ikke med at bruge det alternative redskab for at få klædet, der skjulte statuen, til at falde til jorden. Et enkelt hug var nok til at kappe rebet og afsløre den tredje statue i rækken af 12.

Det hele foregik på en mark ved Glentehøj nordøst for Nakskov, hvor de i alt 12 kæmpemæssige sten kommer til at stå. Stenene er mellem syv og otte meter høje, hvoraf de to øverste meter af de såkaldte Loler er udhugget som hoveder.

I dag er dronningens sidste dag på Lolland i denne omgang. I aften er hun vært ved en reception på Kongeskibet Dannebrog, hvor en lang række lokale gæster er inviteret. I morgen stævner majestæten igen ud og fortsætter rejsen mod Varde.

Se hele videoen her:

http://www.tveast.dk/artikel/dronningen-afsloerede-ny-lole-ved-dodekalitten

/ritzau/FOKUS