Dronningen vil koble teatertrick med Oh Lands musik

Skrevet af admin

23/11/2015

Mest læste i dag

For syvende gang har dronning Margrethe takket ja til at udfolde sine kreative evner i en forestilling i Tivoli. Denne gang bliver det i tæt samarbejde med en for dronningen helt ukendt kunstner.

Mens dronningen skal stå for scenografi og kostumer, skal popsangerinden Nanna Øland Fabricius, kendt under kunstnernavnet Oh Land, komponere musikken til eventyret Askepot, der skal sættes op som ballet på Pantomimeteatret til næste år.

Det er et samarbejde, dronningen ser frem til.

- Det var et forslag, der kom op, at Oh Land skulle stå for den musikalske side af historien og komponere den, fortæller dronningen i et interview med Ritzau og uddyber:

- Jeg kender ærligt talt ikke hendes musik, men når hun er blevet foreslået, så er jeg sikker på, at det har alle muligheder for at blive godt. Så det er jeg helt tryg ved. Men jeg kan ikke forestille mig, hvordan det kommer til at lyde, det vil jo vise sig, siger dronning Margrethe.

Sammen med Oh Land, balletchef Peter Bo Bendixen samt koreografen, Jurij Possokjov, skal hun nu i gang med at idéudvikle til forestillingen.

- Man begynder at tænke nærmere over det og taler med de mennesker, man skal lave forestillingen sammen med. Så kommer idéerne, mens man snakker: "Kunne man gøre det?" eller "hvad med det?" og "er det noget, vi skal satse på?" Sommetider kommer man på en idé, man selv synes er fuldstændigt vanvittig, og så viser det sig, at den netop er ganske brugelig, forklarer dronningen.

Dronningen trækker på års erfaring, når hun går i gang med arbejdet på den nye forestilling.

- Jeg tager med, at jeg har prøvet at lave forestilling til Pantomimeteatret før og fornemmer, hvad man synes, der virker godt på den lille scene, hvordan man for eksempel kan få den til at tage sig meget større ud, end den egentlig er, men også hvordan man kan gøre den intim. Der er så mange muligheder, fortæller dronning Margrethe.

- Det er morsomt, at man i mange henseender er nødt til at gøre det på en meget enkel måde. Der er masser af muligheder for at gøre det enkelt, og det, synes jeg, er vældig morsomt. Der er masser af gamle teatertricks, der er sjove, hvis man har mulighed for at benytte dem, for eksempel er der en lem i gulvet, hvor ting kan springe op af, det er meget festligt, siger dronningen mens hun ivrigt gestikulerer med armene.

At dronningen går op i det kunstneriske arbejde, kan der ikke herske tvivl om. Hun var sågar også med til at beslutte, at det skulle være eventyret om Askepot, der skulle sættes op.

- Jeg har altid godt kunne lide historien om Askepot, den er charmerende, og der er et spil mellem noget trist og festligt, og der er mulighed for at gøre den morsom, fortæller dronningen, der før har arbejdet med mange af H.C. Andersens eventyr.

Derfor bliver det en ekstra udfordring at bevæge sig over i Brødrene Grimms verden, fortæller majestæten.

- Vi synes, at vi gerne ville lave en ny forestilling, men finde på noget andet end H.C. Andersen. H.C. Andersen har stadig hundrede af gode historier, vi ikke har rørt ved, men vi ville prøve en anden verden. Vi var så ovre i de gamle klassiske eventyr, og hvad skulle man vælge?, spørger dronningen retorisk.

- Ganske vist findes der en Askepot-ballet, men det er en helaftensforestilling, så det var et sted, hvor vi mente, vi kunne tage fat. Det skal helst være en god historie, som folk kender i forvejen, for der er jo ingen tekst på Pantomimeteatret eller et program, hvor man kan skrive historien. Så folk er nødt til at kende historien på forhånd, siger dronningen, der ikke vil afsløre, hvordan Askepot kommer til at se ud i en Pantomime-version.

- Nu må vi se, det kan jeg ikke afsløre, siger hun med et smil.

Forestillingen får premiere 25. juni 2016.

/ritzau/