Dronningens søstre: Margrethe elsker sin fødselsdag

Skrevet af admin

04/04/2015

Dagens topnyheder

Mens en fødselsdag for nogen kan være en uvelkommen påmindelse om, at endnu et år er gået, så er det for andre en festdag, som de ser frem til.

Dronning Margrethe hører absolut til de sidstnævnte, fortæller hendes to søstre, prinsesse Benedikte og eksdronning Anne-Marie, i et interview med Ritzau i anledning af dronningens 75-års fødselsdag.

- Hun elsker sin fødselsdag. At blive fejret, ligesom vores far gjorde, siger Anne-Marie.

- Nu har jeg boet uden for Danmark i så mange år, og jeg kan ikke forstå, at man skal fejre den store fødselsdag hvert femte år. Men sådan er det jo i Danmark, og det går hun meget op i. Der er hun meget dansk, siger Anne-Marie.

Hun bor i Grækenland med sin græske mand, ekskong Konstantin, mens Benedikte bor i Berleburg i Tyskland med sin mand, prins Richard.

De fortæller, at dronning Margrethe nyder sin fødselsdag, og at hun ikke er bekymret for at blive ældre.

- Det tager hun helt naturligt. Hun kan jo heller ikke lægge skjul på sin alder, og det gælder for os alle tre. Man kan jo slå op, hvor gamle vi er, og så er der ingen grund til at lege, at vi er 41 et halvt, vel, siger Benedikte.

- Alderen kan man jo ikke gøre noget ved, men man kan sørge for at holde sig i form, tilføjer hun.

Det med at holde sig i form er dog blevet lidt sværere for dronningen de senere år, hvor en dårlig ryg og dårlige knæ har tvunget hende til at sætte farten ned.

- Hun har elsket at stå på langrendsski, og hun har også danset ballet i mange år. Men ingen af delene er hun i stand til længere. Det er lidt synd, for det holdt hun virkelig meget af.

- Men hun er altid i gang. Det hjælper, når man bor i et stort hus med afstande og trapper, siger Anne-Marie om sin ældste søster.

Dronningen er med årene blevet mere bevidst om at passe på sit helbred.

- Efterhånden har hun fundet ud af, at det ikke kan nytte noget at prøve at holde ud for længe. På den måde er hun blevet bedre til at passe på sig selv. Det er derfor, man ser hende sidde mere ned end før i tiden, siger Anne-Marie.

Der skulle være nok af festligheder at se frem til for dronningen den 16. april.

Dagen fejres blandt andet med festaften i Musikhuset Aarhus den 8. april med den kongelige familie og officielle gæster samt gallataffel på Christiansborg 15. april.

På selve fødselsdagen vinker dronningen og den kongelige familie fra balkonen på Christian VII’s Palæ, Amalienborg, klokken 12.

Herefter kører regentparret i karet fra Amalienborg til Københavns Rådhus.

/ritzau/