Drop undertøj og diamanter - kvinder vil have handymen til jul

For tre uger siden flyttede denne artikels forfatter i en ny lejlighed.
Den første uge drev jeg rovdrift på mine i forvejen travle venner og mine forældre, der hjalp så godt de overhovedet kunne med at slæbe, male og sætte lamper op og og og..
For guderne skal vide, at jeg har brug for al den hjælp jeg kan få, jeg kan nemlig knap nok slå et søm i væggen, uden at det går galt.

Projekterne i min lejlighed hobede sig op med lynets hast. En del af dem var for store til, at mine venner kunne klare dem, men for små til at hyre en professionel håndværker, hvilket jeg heller ikke havde råd til. Derfor begyndte jeg at se mig om efter andre løsninger og fandt dem på nettet: Halleluja, man kan leje en handyman!


Danskerne ønsker sig mere tid

Det er jo det perfekte juleønske, tænkte jeg: En handyman, der kan komme og løse alverdens opgaver til en billig penge, uden at man står med dårlig samvittighed over ikke selv at hjælpe til.
Og det er der flere og flere, der har fået øjnene op for. 

Firmaet Goodtimes sælger gavekort til blandt andet et besøg af en handyman. De har nemlig sammen med analysefirmaet YouGov lavet en undersøgelse, der viser, at det danskerne virkelig har brug for og ønsker sig er mere tid og ikke mindst mere tid sammen.
- Mange danskere er i dag i den heldige situation, at de selv kan købe de materielle ting, de har brug for. Men vi har travlt, og vi arbejder som aldrig før, så vores tid sammen er noget af det mest kostbare, vi har - den kan vi ikke få for meget af, lyder det fra Bo Lauritsen, direktør hos Good Times.

Især er det kvinderne, der i følge undersøgelsen, ville blive glade for en flot-indpakket handyman under træet i år, fordi kvinder ofte har langt mere travlt end deres mænd har i hjemmet, ikke mindst op til jul og det skaber ofte stress og dårlig stemning.
På spørgsmålet fra YouGov om ”Hvem har mest travlt op til jul hjemme hos dig? ” svarer 61 % af de danske kvinder: Mig selv! 

Mændene lader til at være enige, for kun 25 % peger på sig selv, og 38 % af dem svarer: Min ægtefælle/kæreste.

Erfarne hænder
Selv kunne jeg ikke vente helt til jul med at få min lejlighed indflytningsklar, så søndag morgen kl. 9 ringede det på min dør og ind trådte tømrer og glarmester Torben, som jeg havde fundet på sitet Ahandyhand.dk, med godt humør og hænderne fulde af værktøj.
For et par måneder siden gik Torbens firma konkurs og den snart 60-årige håndværker fra Amager måtte finde sig noget andet at lave. Han oprettede en profil på Ahandyhand og siden har han næsten kunnet leve af det arbejde, han udfører for forskellige mennesker herigennem, også selvom hans timepris på 150 kroner er et stykke væk fra den timepris, man ellers betaler en erfaren håndværker.

-Jeg kan rigtig godt lide, at arbejde sådan her. Jeg elsker at samle og ordne ting og den store variation i de opgaver, jeg får. Og så kan jeg jo se, at behovet derude er stort, siger Torben, som både har bygget cykelskure og samlet Ikeaskabe og i næste uge skal være med til at renovere en præstegård.

Vi vil hjælpe hinanden
At behovet for en, der kan aflaste os ved at hjælpe med dagligdagsopgaver som græsslåning, rengøring, opsætning af skabe, tilslutning af internetforbindelser og alt muligt andet, stiger støt, ses tydeligt hos det firma, der startede hele “lej en handyman” konceptet, nemlig Ahandyhand.dk.
Her mener chef og grundlægger Christian Arensbak,  at successen simpelthen skyldes en ny måde at tænke på som forbruger:

- Det ligger meget i tiden, at vi skal dele mere; at folk gerne vil stille deres ting og arbejdskraft til rådighed for andre - det man kalder Sharing Economy.
Det er vi en del af på linje med for eksempel AirBNB, hvor folk lejer deres hjem ud, eller Gomore, hvor man kan købe et billigt lift. På 12 måneder er antallet af de opgaver, folk efterlyser hjælp til på vores site, steget med 30-40 procent, fortæller han til Dagens.dk

Christian Arensbak startede sitet i 2009, fordi han og hans familie flyttede i et stort gammelt hus og han med egne ord har ti tommelfingre.
En der til gengæld har hænderne skruet rigtigt på er Torben. 
Selvom vi både har nået at drikke kaffe og spise kage har Torben på syv timer forvandlet min lejlighed til noget, man rent faktisk kan bo i. Han har sat mit anlæg til, hængt mine møgbesværlige højtalere op i loftet, monteret døre mellem stuerne, hængt otte lange skohylder, en stor lyskasse, en reol og alt muligt andet op og efterladt mig med meget mindre stress og i meget større julestemning.

Fakta: Sådan skaffer du en handyman.
- Søg på nettet over sider hvor man kan leje en handyman eller hjælper f.eks Ahandyhand.dk eller “Den Lille Tjeneste”.
- Lav en beskrivelse af de ting, du gerne vil have gjort, sig hvilke datoer, du vil have det gjort på:
- Forskellige handymen byder ind på din opgave og kommer med et bud på en pris.
- Du vælger den handyman, vis kvalifikationer, du synes passer bedst til din opgave og så laver I en aftale. Man kan også se andre folks bedømmelse af den pågældende handyman.
- Hvis du vil give en handyman som gave til jul kan du give et gavekort fra f.eks Goodtimes.

Dagens Gossip

Dagens TV