Droppede islam for kristendommen og fik asyl

En 21-årig afghansk mand, der har konverteret til kristendom, har fået opholdstilladelse i Danmark. Nu frygter Dansk Folkeparti og Konservative, at Flygtningenævnets afgørelse er et udtryk for en praksisændring, der betyder en lempelse af asylpolitikken.

Konservative forventer ikke en praksisændring på baggrund af den enkelte sag, men for at være sikker, vil partiet have en snak med justitsministeren, fortæller integrationsordfører Tom Behnke.

- Hvis det virkelig er tilfældet, at man pludselig får det afgørende argument for at få asyl i Danmark, når man konverterer til kristendom, så skal man huske på, at det er verdens nemmeste ting at gøre. Enhver kan jo konvertere til kristendom.

- Man kan godt frygte, at det er det, der vil gøre sig gældende. Derfor vil jeg have ministeren til at svare på, om det er sådan, det forholder sig, og i så fald hvilke konsekvenser, det vil få, siger han.

Den 21-årige afghanske mand, fik i foråret afslag på sin asylansøgning, da Flygtningenævnet mente, at han kunne afstå fra at praktisere sin kristne tro offentligt i sit hjemland.

Men nu lyder afgørelsen, at myndighederne i Afghanistan vil få kendskab til mandens nye tro, og at manden har en grundlæggende menneskeret til at give udtryk for sin religiøse overbevisning gennem adfærd og handling.

Hos Dansk Folkeparti mener man godt, at der kan være gode grunde til, at en kristen asylansøger får opholdstilladelse, men man er alligevel bekymret over sagen.

- Jeg frygter, at mange asylansøgere vil opdage, at en nem vej til asyl i Danmark, er at påstå, at man lige pludselig har fået lyst til at blive kristen, siger integrationsordfører Martin Henriksen, og fortsætter:

- Derfor vil jeg bede justitsministeren om at garantere, at der ikke bliver lempet mere på asylpolitikken ud over det, som regeringen allerede har lempet.

Dagens Gossip