Dropper hjælp til unge selvmordstruede: Her er ministerens forklaring

Skrevet af Jesper Larsen

02/10/2015

Mest læste i dag

Flere unge begår selvmord, men alligevel tager regeringen penge fra Selvmordslinien, der taler unge fra at tage sit eget liv.

Det har fået tusindsvis til at skrive under på en underskriftsindsamling, der skal overrækkes til sundhedsminister Sophie Løhde, der indtil nu har været tavs i sagen. 

Men i en mail til Dagens.dk oplyser hun nu, at grunden til at regeringen har taget pengene fra Selvmordslinien ikke skyldes, at man ikke mener det er vigtigt, at hjælpe unge selvmordstruede. 

- Det er et stort og anerkendelsesværdigt arbejde, Livslinien hver dag yder for at hjælpe mennesker, der har det svært. Vi besluttede derfor også sidste år i satspuljekredsen, at der skulle sættes penge af til en ekstern evaluering af Livsliniens foreløbige erfaringer med at holde åben om natten, inden vi evt. ville bevilge penge til natåbning, skriver hun i en email til Dagens.dk. 

Læs også: Regeringen dropper hjælp til unge selvmordstruede

Hun ønsker ikke at blive interviewet over telefonen, ligesom hun ikke svarer på flere centrale spørgsmål i sagen. 

Blandt andet hvorfor man vælger at fjerne en beviling, der allerede er givet, ligesom hun ikke forholder sig til, at den omtalte evaluering tilsyneladende er blevet tilbageholdt fra de øvrige medlemmer af sundhedsudvalget i Folketinget. 

Hun henviser dog til, at der tilsyneladende skulle være problemer med at få nogle af de 240 frivillige til at rådgive om natten, hvilket ellers ikke er blevet opfattet som et større problem i det store billede. 

- Evalueringen er nu færdig, og den viser bl.a., at Livslinien har svært at tiltrække rådgivere, som kan give telefonrådgivning i alle nattetimerne. Jeg mener dog fortsat, at vi på baggrund af evalueringen skal tage spørgsmålet om natåbning op i satspuljekredsen, sådan som det oprindeligt var planlagt, skriver hun. 

Et af de medlemmer, der sidder i Folketingets sundhedsudvalg er Liselotte Blixt fra Dansk Folkeparti. Hun var i denne uge på besøg hos Livslinien. 

Læs også: Dropper støtte til unge selvmordstruede: Tusindvis raser over regeringen

- Jeg har ventet på evalueringen, men da jeg var der, kunne jeg se, at telefonerne kimede hele tiden, og det var lige før, at de 3-4 frivillige ikke var nok til at besvare de mange opkald, siger Liselotte Blixt til Dagens.dk. 

Hun er i modsætning til sundhedsministeren mere konkret i forhold til, hvad der skal ske med Livslinien. 

- Jeg synes ikke, det er noget vi bør lukke ned. Vi hjælper nogle mennesker, og Livslinien rekvirerer også ambulancer og det er noget vi har brug for, siger Liselotte Blixt. 

Hun kalder regeringens fremgangsmåde med at tage penge, som man allerede har bevilget for 'trist'. 

- Jeg synes, det er lidt trist, at man tager pengene fra nogen, man allerede har givet dem til, siger hun, og nævner de mange frivillige der nu er i klemme. 

- Man står nu med en masse frivillige, man ikke ved, hvad man skal stille op med, og det synes jeg bestemt ikke er okay, siger Liselotte Blixt til Dagens.dk. 

Følg Dagens Sundhed for flere lignende artikler: