Dropper tomme busser: Udkantskommuner støtter taxature

Det er slut med halvtomme busser på mange af landevejene i Udkantsdanmark.

Flere landkommuner har nu skiftet de store tomme busser ud med taxaer, der kun kører, når det er nødvendigt. Det skriver Avisen.dk.

Ordningen hedder flextur, og den bliver stadig mere populær. I Nordjylland melder trafikselskabet NT om en stigning i antallet af ture. Fra 700.000 ture i 2009 til 1.600.000 ture i 2011, og antallet er stigende.

- Set ud fra en miljømæssig og økonomisk synsvinkel er det alt for meget at køre med en stor bus, der kun opsamler tre eller fire passagerer, siger Nicolai Sørensen, der er underdirektør i Nordjyllands Trafikselskab, til Avisen.dk.

- Så det er en måde at udnytte ressourcerne på, bedst muligt, tilføjer han.

Rebild kommune er en af de to billigste kommuner i Nordjylland med tre en halv kroner per kilometer.

- Vi vil ikke have busser med to eller tre passagerer i og har nedlagt ruterne, siger Gert Fischer, der er formand for teknik og miljøudvalget i Rebild Kommune, til Avisen.dk.

- Til gengæld har vi så valgt at sætte taksten ned på flexturene, for det skal jo også være muligt for vores borgere at kunne komme frem, tilføjer han.

Men mens glæden over ordningen er stor hos både kommuner og trafikselskaber, er man knapt så begejstrede i Dansk Taxi Råd:

- Jeg frygter, at man med de her billige kommunestøttede taxature er med til at underbyde de almindelige taxature, fortæller direktør Trine Wollenberg til Avisen.dk.

For kommunerne skal træde forsigtigt, så de ikke gør det sværere for taxaselskaberne at konkurrere, mener hun.

/ritzau/

Dagens Gossip