DR's provo-satirikere: Vi hykler også

De er kendt for at påpege samfundets absurditeter i deres kontroversielle programserie "Absurdistan".

Når de to satirikere Kristoffer Eriksen og Jesper Juhl vender tilbage på skærmen i august, bliver det med en udtalt krigserklæring mod magthavernes hykleri under overskriften "Hykleriget".

Men helt privat og med hånden på hjertet er de to DR3-værter dog selv nogle frygtelige hyklere, afslører de.

- En af de ting, jeg har hyklet med, er den der dating-app "Tinder", fortæller Kristoffer Eriksen.

- Jeg har bare gået og svinet den app til, og alligevel, er jeg så åbenbart ikke selv for fin til - i et ensomt øjeblik - lige at installere den for bare lige at kigge, om der alligevel skulle gemme sig noget interessant, indrømmer han.

Hans medvært, Jesper Juhl, der privat er gift med sangerinden Mathilde Falch, kan også godt komme i tanke om et eksempel på, at han nogle gange siger ét, men gør noget helt andet.

- For eksempel i forhold til økologi. Jeg vil helt vildt gerne købe økologisk, men hvis det står længere væk i supermarkedet, end det andet, ikke-økologiske, så tager jeg bare det andet. Jeg tager ikke syv skridt for økologi, medgiver han.

Han har det på samme måde med velgørenhed.

- Jeg har engang siddet og set et fire timer langt velgørenhedsshow på DR1 uden at donere en krone. Jeg sad bare og sugede underholdningen og følelserne til mig, mens jeg lige overførte 100 kroner til min ven på Mobilepay, fordi jeg havde tabt et væddemål, fortæller Jesper Juhl.

En ting, der stort set altid resulterer i, at Kristoffer Eriksen går på kompromis med sine principper, er, når han har drukket alkohol.

- Jeg kan blive helt sindssyg, når en af mine naboer spiller høj musik. Men når jeg selv har fået lidt at drikke, kan det næsten blive en sport for mig at se, hvor højt jeg kan spille, før de kommer og banker på.

- Og hvor lang tid, der så går, inden de har uniformer på, fortæller han.

Når de to forurettede satirikere skal konfrontere samfundets store hyklere, har de én gylden regel, de følger.

- Vi sparker altid kun opad på dem, der er større, stærkere og mere magtfulde ens os selv, siger Jesper Juhl.

Og netop den regel er, ifølge dem selv, også deres egen hykleriske redning.

- Så længe vi bare forbliver små og uden indflydelse, er der jo ikke rigtigt nogen, der kan tillade sig at sparke til os, slår Kristoffer Eriksen fast.

"Hykleriget" sendes på DR3 fra midten af august.

Newspaq

Dagens Gossip