DSB: Alle sikkerhedsregler bliver overholdt

Det fastslår DSB, efter lokomotivførerne onsdag morgen nedlagde arbejde i protest mod mangelfuld sikkerhed i togene og dårligt samarbejde med ledelsen.

»Sikkerheden kommer først, både når det gælder passagerer og ansatte. Det skal der ikke herske tvivl om,« siger direktør for Operation og Strategi i DSB, Anders Egehus.

Han kan ikke nikke genkendende til kritikken fra lokomotivførerne, der anklager DSBs ledelse for at se igennem fingre med sikkerhedsmangler i togene.

»Vi er overrasket over, at personalet ikke føler, der er en dialog. Vi har en løbende dialog med tillidsmænd og Dansk Jernbaneforbund. Men vi tager det selvfølgelig til efterretning, og nu vil vi tage en snak med tillidsmændene om, hvad de savner en dialog om,« siger Anders Egehus.

»Vi kan konstatere, at medarbejderne ikke synes, at dialogen er god nok, så vi må tage en snak om, hvordan vi kan forbedre den, så vi kan undgå en lignende situation i fremtiden. Det er trist og ærgerligt, at kunderne er blevet taget som gidsler,« erklærer direktøren.

Blandt lokomotivførernes kritikpunkter er de kommende enmandsbetjente tog på Kystbanen, som betegnes som uforsvarlige.

»Der er nogle bekymringer omkring Kystbanen, og det har vi haft en dialog omkring. Enmandsbetjeningen træder i kraft 15. december, og der er en række forhold, der skal være i orden inden da. Det arbejder vi med Banedanmark om at sikre. Det er på Kystbanen som alle andre strækninger: Vi kører ikke tog, hvis sikkerhedsreglerne ikke er overholdt,« siger Anders Egehus.

Han medgiver, at DSB er inde i en omskiftelig periode med mange forandringer.

»Der foregår mange ting i DSB i øjeblikket, og vi skal måske være mere opmærksomme på, at det er svært for medarbejderne at følge med i mange af de tiltag og ændringer,« siger Anders Egehus.

»Vi har været igennem en genopretningsplan, som fokuserer på, at vi skal have tog til at køre til tiden, og det er vi blevet væsentlig bedre til end tidligere. Vi skal også forbedre økonomien og blive en milliard kroner billigere til at drive togdrift. Der er nogle helt specifikke tiltag. Halvandet år inde i programmet er vi nået 60 procent,« fortæller han.

Efter de faglige møder onsdag morgen har der været aflyste tog og forsinkelser morgenen og formiddagen igennem. DSB venter dog, at togtrafikken vil være normaliseret onsdag eftermiddag.

Dagens Gossip