DSB-chef: Flygtningeproblemer skal ikke håndteres i toget

Skrevet af admin

02/12/2015

Dagens topnyheder

DSB's tog fik pludselig en central rolle i den europæiske flygtninge- og migrantkrise i starten af september.

Tog fra Tyskland med hundredvis af flygtninge om bord blev parkeret, og de DSB-ansatte stod pludselig blandt passagerer, der ikke ville lade sig registrere, og politifolk, der ikke ville lade togene køre videre.

- Det var nogle få dage i september, hvor der var nogle problematiske situationer, konstaterer administrerende direktør Flemming Jensen i et interview med Ritzau.

Ifølge ham fik selskabet hurtigt sat tingene i system, så man kunne fragte såvel flygtninge som andre passagerer uden ekstraordinære forsinkelser.

- Det er inde i en god, styret proces, som gør, at vi har lykkedes med at håndtere det her, samtidig med at vi kører vores tog til tiden, konstaterer direktøren, som uddyber:

- Vi har haft en rigtig god dialog med ministeriet om, hvordan vi skulle håndtere situationen. For os har det vigtige været, at vi følger den lovgivning, der er.

Selskabet har blandt andet fokuseret på, at eventuelle konflikter i forbindelse med de rejsende flygtninge ikke skal håndteres inde i togene.

- Vi har gjort meget ud af at tage problemstillingerne ud fra toget, og vores personale har gjort en rigtig god indsats i forhold til at håndtere det her, siger Flemming Jensen.

Flygtningepresset er imidlertid ikke stilnet af, og rundt omkring i de nordiske lande er der gjort flere tiltag for at mindske tilstrømningen.

Senest har den svenske regering lanceret et udspil, som blandt andet skal skærpe kontrollen med busser, tog og færger, som kommer til landet.

I den forbindelse har svenske medier beskrevet muligheden for, at man kan kræve, at folk, der køber billet til Sverige, skal legitimere sig.

- Man kan forestille sig mange forskellige løsninger, og politikerne i både Danmark, Tyskland og Sverige kan få indvirkning på vores muligheder for at operere, konstaterer Flemming Jensen.

- Det vigtige for os er, at vi arbejder med løsninger, der gør, at vi opretholder så høj en kvalitet som overhovedet muligt i det samlede togsystem, så de problemstillinger, der måtte være omkring kørslen til Malmø, ikke skaber problemer i resten af vores system.

- Vi vil gerne opretholde så meget trafik som muligt, uden at det skaber problemer andre steder i vores system, påpeger DSB-chefen.

Han mener ikke, at det er hensigtsmæssigt, hvis det bliver personalet i de enkelte tog, der skal kontrollere de rejsendes identitet.

- Det bliver ikke vores personale om bord i toget, der kan løse de her opgaver, så må det være noget, der sker uden for toget, siger Flemming Jensen.

/ritzau/