DSB-direktør: Vi skal måle os med de bedste i Europa

Skrevet af admin

28/02/2014

Dagens topnyheder

Efter at statsejede DSB i 2013 mere end fordoblede sin bundlinje, vil selskabets fokus fortsat ligge på at blive endnu mere effektiv og forblive konkurrencedygtig.

Det siger økonomidirektøren hos DSB, Stig Pastwa, til Ritzau, efter at selskabet har præsenteret sin årsrapport for 2013.

- DSB's fokus på effektivitet ser vi slå igennem i 2013, således at vi har reduceret vores personaleomkostninger, og det kan man se effekten af i vores resultater for 2013, siger økonomidirektøren.

Selskabet har lukket døren til 2013 med et resultat før skat på 386 millioner kroner mod sidste års resultatet, der endte på 115 millioner kroner.

Dermed fortsætter DSB sin økonomiske genoprejsning, efter at der tilbage i 2011 kunne noteres et underskud på 862 millioner kroner.

Og selvom at forretningen så småt kører på skinner igen, går man hos DSB ikke og bekymrer sig om, at flere strækninger på det danske jernbanenet kan sendes i offentligt udbud, som transportminister Magnus Heunicke (S) tidligere har foreslået.

- Vi forholder os ikke til, hvad man måtte vælge at gøre på et eller andet tidspunkt, men vi forholder os til, at vi hele tiden skal sikre, at vi er konkurrencedygtige, siger Stig Pastwa og fortsætter:

- Lige nu er vi det på det grundlag, der er, og der er mange store investeringer i infrastrukturen, som er i gang, og med togfonden kommer der også andre ting i gang.

Hos DSB vil man i stedet sørge for at forblive konkurrencedygtige og drive DSB så effektivt som muligt inden for de rammer og den kontrakt, der er, forklarer økonomidirektøren.

- Vi skal være dygtige i forhold til de bedste rundt om i Europa, og så må nogle andre vurdere, hvad det skal have af effekt, siger han.

For 2014 venter DSB at kunne lande et resultat før skat og poster af engangskarakter i størrelsesordenen 350 millioner kroner.

/ritzau/