DSB får baghjul: 20.000 vælger samkørsel i bil frem for toget, når de skal hjem på juleferie

Samkørsel-siden GoMore er i rivende vækst, og det ses også på antallet af folk, som i år vælger bilen frem for toget, når de skal hjem på juleferie.

Allerede nu er der oprettet mere end 1000 lift om dagen i juleperioden.

“Vi regner med, at 20.000 vil bruge GoMore i juleferien. Det er en vækst på 100 procent,” siger direktør og medstifter af GoMore Matias Møl Dalsgaard til Dagens.dk.

Siden skaber kontakt mellem folk, som alligevel skal køre en bestemt strejkning, men ikke har bilen fyldt op, og folk, som har brug for et lift.

“Vi ligger på et sted mellem 100 og 150 procents årlig vækst på samkørsel, og det skinner også igennem på juletrafikken,” siger direktøren.

Hans generelle billede er, at folk i første omgang vælger samkørslen, fordi det er billigere end de offentlige transportmidler.

“Men de gør det også, fordi det både er hyggeligt, sjovt og nemt. Vi prøver at lave et produkt, der er lækkert at bruge. Derfor sørger vi også for gratis kaffe. Den 23. december står vi og pakker julegaver ind på Q8 ved Storebælt og midt på Fyn for de GoMore-kunder, som ikke har nået det før turen,” siger Matias Møl Dalsgaard.

GoMore er ved at udvide med lignende sider i Norge og Sverige.

Dagens Gossip

Dagens TV