DSB får grønt lys til at køre med IC4-tog

DSB får nu permanent tilladelse til at køre med IC4-togene på de danske skinner.

Det meddeler Trafikstyrelsen, efter at Havarikommissionen har konkluderet, at togenes bremser fungerede, som de skulle, da et tog i november 2011 kørte forbi et rødt stopsignal.

Togene har siden været taget af skinnerne, men dog kørt med passagerer på en midlertidig tilladelse siden juli 2012.

- Med baggrund i Havarikommissionens nu offentliggjorte rapport over hændelsen har Trafikstyrelsen den 30. august givet tidsubegrænset ibrugtagningstilladelse til IC4, skriver styrelsen på sin hjemmeside.

Havarikommissionen konkluderer i sin rapport, at togenes bremser lever op til de gældende normer, men at disse ikke er dækkende for de forhold, togene kan møde i daglig drift.

Trafikstyrelsen forholder sig ikke til kommissionens anbefaling om at ændre normerne for togbremser, men vurderer i stedet, at:

- Det er dokumenteret, at IC4 bremser fuldt tilstrækkeligt under normale forhold. Det er dog ikke dokumenteret, at IC4 er i stand til at bremse fuldt tilstrækkeligt fra maksimumhastigheden under forhold med glatte skinner.

Derfor må IC4-togene i første omgang kun køre 140 km/t i løvfaldsperioden fra 1. oktober til 30. november, mens togene resten af året vil kunne køre med tophastighed på 180 kilometer i timen.

Denne begrænsning gælder, indtil DSB har dokumenteret, at IC4 kan bremse "på linje med alle andre nyere europæiske tog".

/ritzau/

 

 

 

Dagens Gossip