DSB fjerner bonus for 37.000 pendlere

Op mod 37.000 pendlere med tog, bus og metro må fremover vinke farvel til et prisnedslag på 11,5 procent, som de har fået automatisk ved at være tilmeldt abonnementsservice, hvor de får tilsendt deres periodekort med posten.

Pendlere har fået deres bonus, når de har beholdt deres abonnement gennem årets 12 måneder, men DSB har besluttet at lukke den populære ordning med udgangen af januar 2015. Dermed modtager pendlerne ikke længere automatisk deres kort med posten.

Fremover skal pendlerne købe deres periodekort gennem en app på deres smartphone, i billetautomaterne på stationerne eller ved at købe kortet i Movias webshop.

Og det skuffer talsmand for pendlerne Michael Randropp.

- Det er utroligt, at man skubber dem, der bruger ordningen mest, væk fra sig. Uanset hvordan man vender og drejer det, er det modstridende, at vi er lovet billigere, kollektiv trafik, når priserne stiger så markant for så stor kundegruppe, siger han i en kommentar.

Abonnementsservice er forældet, mener Movia, Metro og DSB, der står bag beslutningen.

- Lukningen sker, da det økonomisk og teknisk ikke er muligt at finde en tidssvarende løsning, der kan opfylde nutidens it-sikkerhedsmæssige krav, lyder det ifølge en pressemeddelelse fra DSB.

Prisnedslaget på 11,5 procent blev givet som kompensation for det tidligere systems manglende fleksibilitet og for at få flest kunder til at beholde kortet hele året, selvom der ville være perioder, hvor det ikke blev brugt.

Appen, hvor brugerne kan hente deres periodekort med deres smartphone, er hentet i Apples app store og Google Play 95.000 gange.

Er man allerede tilmeldt abonnementsservice betyder det, at det sidste kort man modtager, bliver kortet, der gælder for januar 2015.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV