DSB før store-rejsedag: Skynd jer at bestille plads!

Allerede i næste uge går det løs. Flere hundrede tusinde danskere pakker tasken med julegaverne og krydser landet med tog for at besøge familie og venner i julen.

Men otte ud af 10 julerejsende har stadig ikke bestilt plads over Storebælt, lyder det fra DSB, som opfordrer de rejsende til at få bestilt pladsbillet og dermed undgå en lang togtur og måske hektisk med ståplads.

- I juledagene rejser rigtig mange mennesker på én gang. Derfor er det ekstra vigtigt, at man planlægger turen på forhånd, så alle kan få så nem en julerejse som muligt, siger Tony Bispeskov, Trafikinformationschef i DSB, i en pressemeddelelse.

DSB forventer, at den 20.-23. december bliver de travleste rejsedage i dette års juleperiode. Allerflest danskere ventes at tage med toget lillejuleaften - den 23. december.

- Vi ved, at danskerne har det med at rejse på de samme dage lige omkring jul, siger Tony Bispeskov, som derfor opfordrer de rejsende til at få bestilt pladsbilletter.

- Så er man sikker på, at der er plads på det tog, man gerne vil med, siger han.

Det er muligt at reservere pladser på toget på DSB's hjemmeside, via sin smartphone, i DSB's 7-Eleven butikker eller i billetsalg.

I 2012 foretog danskerne cirka 810.000 rejser med fjern- og regionaltog i juledagene. Heraf lå de cirka 350.000 rejser fordelt på de tre travleste dage inden jul.

DSB forventer et lignende antal julerejser i år. Der bliver sat ekstra tog og mandskab ind, så alle kan komme frem.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV