DSB har ikke tal på godkendte og afviste ved id-kontrol

Skrevet af admin

04/01/2016

Dagens topnyheder

DSB har hverken noget overblik over, hvor mange personer der er kommet igennem den nye id-kontrol, eller hvor mange der er blevet afvist af vagterne.

Det fortæller DSB's informationschef, Tony Bispeskov.

- Securitas gør ikke det, at de sætter streger hver gang en person kommer igennem eller bliver afvist. Vi registrerer ikke antallet, for det er ikke vores opgave, siger han.

På perronen skal vagterne fra det private vagtværn Securitas, som DSB har hyret til at varetage opgaven, tage et billede af passagernes id med en smartphone for at registrere dem.

Svenske SVT skriver på sin hjemmeside, at "flere asylansøgere" er blevet afvist i kontrollen i Københavns Lufthavn, men Tony Bispeskov understreger, at det er ikke noget DSB holder regnskab over.

Id-kontrollen foregår også på Hyllie Station i Sverige, og informationschefen siger, at hans opfattelse er, at svenskerne er mere opmærksomme på, hvor mange der kommer gennem sluserne, og hvor mange der afvises.

- Jeg ved, at de svenske myndigheder holder meget øje med, hvor mange der søger asyl, men mit bud er også, at de kigger på, hvor mange der afvises og kommer igennem, siger han.

Allerede i november indførte Sverige midlertidig grænsekontrol, og i midten af december besluttede et stort flertal i Riksdagen at indføre id-kontrol på rejsende til Sverige.

Fra mandag kan kun personer med gyldig legitimation, såsom pas eller kørekort, krydse sundet med tog, færge eller bus.

Transportselskaber er blevet pålagt at kontrollere alle passagerer. Manglende kontrol kan give bøder på 50.000 svenske kroner.

Den svenske stat står for kontrollen ved Øresundsbroen.

/ritzau/