DSB i problmer: Svensk politi anmelder 12 tilfælde af svigtende id-kontrol

Skrevet af admin

12/02/2016

Dagens topnyheder

Den svenske Transportstyrelse skal nu undersøge, hvordan personer i 12 tilfælde er ankommet til Sverige fra Danmark via offentlig transport uden den påkrævede id.

- Vi kan konstatere, at personer, som er rejst ind i Sverige, har manglet pas eller id, og det må udredes, hvordan de har fået lov til at rejse alligevel, siger Lars Förstell, pressetalsmand hos politiet i Malmø til Ritzau.

Han ønsker ikke at gå i detaljer med, hvilke transportører det svenske politi mener ikke har foretaget den lovpligtige id-kontrol.

- Det er en oplysning, vi ikke ønsker at komme ud med. Når der pågår en undersøgelse, siger vi ikke, hvem vi anmelder, siger han.

Om anmeldelserne uddyber han:

- Der findes et transportøransvar, der siger, at transportører skal sikre, at de rejsende viser pas eller id-kort. Det ansvar omfatter, at det skal være gjort korrekt. De har ikke foretaget kontrollen, som reglerne siger, at de skal.

Hos DSB, der fragter passagerer til Sverige via tog og også via bus til Bornholm, siger pressevagten:

- Vi har fået henvendelse vedrørende syv afgange. Vi er i dialog med svensk politi om, hvad det er, de ønsker.

Pressevagten oplyser, at DSB hver dag har 60 togafgange mod Sverige. Derudover er der i øjeblikket tre daglige busafgange.

Siden det såkaldte transportøransvar blev indført i Sverige 4. januar har DSB indført id-kontrol af alle togpassagerer i København. Samtlige rejsende med bus, tog og færge skal kunne fremvise id-papirer, når de rejser fra Danmark til Sverige.

Som dokumentation opbevarer DSB en kopi af alle rejsendes id i en måned.

Mens transportselskaberne skal bevise, at samtlige rejsende om bord har vist et gyldigt id inden rejsen over Øresund, er det op til politiet at kontrollere, at DSB og andre selskaber følger reglerne.

Gør de ikke det, risikerer de bøder på op til 50.000 svenske kroner.

Den svenske Transportstyrelse ønsker ifølge Sveriges Television - SVT - ikke at fortælle, hvilke selskaber der konkret risikerer bøder, før beslutningen om eventuelt at give bøder er taget.

Henrik Rørbæk, direktør i HH Ferries, der sejler mellem Helsingør og Helsingborg, oplyser, at han ikke har fået henvendelser fra politiet eller Transportstyrelsen.

Han fortæller, at rederiet indtil videre har foretaget 214.000 id-kontroller og indtil videre afvist at fragte 598 personer på grund af manglende id.

Ud af dem var de 49 potentielle asylansøgere. Resten var nordiske borgere, der ikke havde den rette id med.

- Det var primært svenskere, som ikke har kunnet komme ind i deres eget land, siger han.

/ritzau/