DSB-logik ramte Ole: Betal 40 kr for at få refunderet din pladsbillet til 30 kr

Skrevet af Sol Stoffregen

23/12/2014

Mest læste i dag

Ole Krabbe fra Malling ved Aarhus er langt fra tilfreds, efter det er gået op for ham, hvordan regnestykket ser ud, når man skal have refunderet en pladsbilet hos DSB.

Da Ole Krabbe ændrede sin afrejsedag til i dag, købte han også en ny pladsbillet til turen fra Aarhus til København, mens han ville have refundere sin gamle pladsbillet til en værdi af 30 kroner - lige indtil han opdagede, at DSB tager 40 kroner for den opgave. Det skriver DR.

- Det virker lidt som Ebberød Bank, at DSB skal have 40 kroner for at betale 30 kroner tilbage. Det er jo i hvert fald en god forretning. Og så får DSB jo tilmed en billet, som man kan sælge en gang mere, siger Ole Krabbe, der kalder det for dårlig kundeservice, til DR.

Læs også: FAKTA: Sådan får du erstatning for forsinket tog

Hvis Ole Krabbe i stedet havde ændret den oprindelige pladsbillet, havde det ikke kostet ham en krone. Hos DSB's salgschef, Christian Linnelyst, lyder forklaringen på den tilsyneladende spøjse situation således: 

- Vi har jo nogle omkostninger ved at refundere billetter, og de er ens på tværs af alle produkter. Det betyder, at prisen er den samme uanset om du kommer med en billet til ti kroner, eller om du kommer med en meget dyr billet, siger han og håber, at Ole Krabbe forstår, at når man køber en pladsbillet, spærrer man for andre kunder, til DR.

I bedste julestil har Ole Krabbe valgt at give sin pladsbillet væk.