DSB lukker billetautomater op til nytår og sikrer sig mod hærværk

Automatlukningerne er bredt fordelt over hele landet og berører både DSB's stationer, samt stationerne på S-banen. Lukningen vil starte fra lørdag den 29. december klokken 8 og automaterne vil løbende blive åbnet igen den 1. januar senest klokken 16.

At billetautomaterne bliver lukket betyder ikke, at kunderne ikke kan komme til at købe billet, for der vil stadig være en række muligheder, som man kan benytte, og der vil på de lukkede automater være ophængt et skilt med information om, hvordan man alternativt kan købe billet.

For DSB-billetter gælder det, at man kan købe billet via salgsstederne på stationerne, www.dsb.dk, DSB’s billet app, og hvis ingen af delene er mulige, kan billetten købes i toget.

For billetter til S-togene gælder det, at man kan benytte salgsstederne på stationerne, mobilbilletter app, 1415.dk eller sms billet: Send [afrejsestation] [zoner] til 1415 og bekræft med JA. Så køber du en billet og betaler via telefonregningen.

- Det er beklageligt, at vi er nødt til at tilbyde nogle af vores kunder en dårligere service i dagene omkring nytår. På den anden side ser vi desværre ingen anden udvej, da det hvert år er forbundet med store omkostninger at reparere automaterne i forbindelse med fejringen af nytårsaften. Men samtidig forebygger DSB på denne måde, at automaterne vil være i stykker i dagene efter nytårsaften, siger trafikinformationschef i DSB, Tony Bispeskov.

Fakta:

• Nye automater koster 250.000 kr. stykket.
• Sidste år blev der ødelagt ti automater i forbindelse med fejringen af nytårsaften.
• Vinteren 2007/8, inden DSB begyndte at lukke automaterne ned, blev der ødelagt 47 automater.

Dagens Gossip