DSB mere end fordobler overskud i 2013

DSB er kommet ud af 2013 med et resultat før skat på 386 millioner kroner. Det er dermed mere end en fordobling i forhold til sidste år, hvor resultatet lød på 115 millioner kroner.

Det fremgår af selskabets årsrapport for 2013.

I meddelelsen skriver DSB, at de gennemførte effektiviseringsindsatser og initiativer vendte med "Ét Sundt DSB" i 2012 den negative udvikling i selskabets økonomi.

- I 2013 har DSB fortsat effektiviseringerne og er godt på vej mod en mere robust økonomi, fremgår det af regnskabet.

Dertil er den rentebærende gæld reduceret med 675 millioner kroner og udgjorde ved udgangen af 2013 i alt 11,4 milliarder kroner.

- DSB's økonomi forbedres yderligere i 2013, og rettidigheden fortsatte på et godt niveau, siger bestyrelsesformand Peter Schütze i en kommentar til regnskabet.

Om netop rettidigheden skriver DSB, at bombetruslen 22. december og stormene i oktober og november viste, hvor sårbar jernbanen er.

- På trods heraf forbedrede S-tog og Øresund rettidigheden til henholdsvis 96,7 procent og 90,5 procent, skriver DSB i regnskabet.

Derimod faldt rettidigheden for Fjern- og Regionaltog til 92,9 procent fra 94,3 procent, som følge af den overenskomststridige arbejdsnedlæggelse i juni og store sporarbejder hen over sommeren.

Antallet af rejsende steg i 2013 med 2,5 millioner til mere end 185 millioner, oplyser DSB.

- Hvor Fjern- og Regionaltog ikke oplevede yderligere vækst, var der to procent flere rejser i både S-tog og Øresund. Samlet set var væksten en procent, oplyser selskabet.

Løbende har det på politisk plan været diskuteret, om det danske jernbanenet skal sendes i offentligt udbud, og i den forbindelse nævner statsejede DSB, at selskabet forbereder sig på øget konkurrence.

- Konkurrence er som udgangspunkt sundt, så længe den foregår på en velfungerende infrastruktur og på lige og fair betingelser. Sørger man ikke for det, er der alt for stor risiko for, at fordelene går tabt, understreges det af DSB.

Blandt DSB's kunder var der en opadgående udvikling i kundetilfredsheden, som dog ifølge selskabet selv stadig ligger lavt. Således lå kundetilfredsheden for de danske aktiviteter ved udgangen af 2013 7,5 point ud af 10 mod 7,3 sidste år.

Ved udgangen af 2013 havde DSB i alt 7807 fuldtidsbeskæftigede, hvilket er et fald på 572 medarbejdere i forhold til ultimo 2012.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV