DSB og Arriva hæver billetpriserne næste år

Skrevet af admin

16/12/2013

Dagens topnyheder

Det bliver en anelse dyrere at tage toget næste år.

Fra 19. januar hæver DSB og Arriva nemlig priserne på både billetter og kort med gennemsnitligt 1,3 procent.

Skal du rejse fra Odense til København, betyder det, at der skal syv kroner ekstra op af lommen for en enkeltbillet i forhold til den nuværende billetpris på 269 kroner, der stiger til 276 kroner.

En enkeltbillet mellem Herning og Aarhus stiger til 138 kroner fra 134 kroner.

Prisen på DSB's pendlerkort vil dog stige 2,5 procent - altså mere end gennemsnittet.

- Til gengæld har DSB og Arriva i en fireårig periode fra 2008 til og med 2011 valgt at tilgodese pendlerne ved at fastfryse priserne på pendlerkort, så stigningen kommer på et tidspunkt, hvor vi går fra et lavt niveau, påpeger Christian Linnelyst, der er chef for salg og produktmarketing hos DSB, i en pressemeddelelse.

Et pendlerkort mellem Herning og Aarhus i en måned stiger fra 1980 kroner til 2030 kroner. Det svarer til en pris per rejse på 46,14 kroner ved 44 rejser, oplyser DSB.

- Sammenlignet med kunder, der rejser på almindelige kontantbilletter, får kunderne med pendlerkort hver måned cirka 65 procent i rabat. Dermed er pendlerkort prismæssigt et af de mest attraktive valg, vi har at tilbyde kunderne, mener Thomas Rosendal, der er forretnings- og produktchef i Arriva.

Ifølge Økonomisk Redegørelse fra regeringen forventes der en inflation på 0,8 procent i 2013. De gennemsnitlige prisstigninger hos DSB og Arriva ligger dermed over den ventede inflationstakt.

/ritzau/