DSB skærer ned og går i nul

DSB fortsætter rejsen mod at blive en sund virksomhed.

Togselskabet kommer markant bedre ud af årets tre måneder, end samme periode sidste år. Men det er ikke nok til et overskud. DSB ender således med et underskud på 7 mio. kroner mod et underskud på 102 mio. kroner i første kvartal sidste år. Før skat er resultatet positivt med 4 mio. kroner.

Samlet er DSBs rettidighed faldet lidt i Fjern- og Regionaltog, mens selskabet er blevet lidt bedre til at ankomme og køre til tiden i S-tog og Øresundstog.

»Kun gennem fortsat fokus på økonomien og tog til tiden kan vi genskabe tilliden til DSB,« udtaler selskabets adm. direktør Jesper Lok i kvartalsregnskabet.

I løbet af det seneste år har DSB sagt farvel til ikke færre end 1.260 medarbejdere. En væsentlig del - 695 medarbejdere - skyldes, at DSB har set nederlaget i øjnene og trukket sig ud af de svenske aktiviteter på DSB Väst og Roslagsbanen. Den seneste opgørelse fra Transportministeriet viste, at DSBs udlandseventyr samlet har kostet 695 mio. kroner.

I årets første tre måneder har de mange fyringer påvirket DSBs resultat negativt med 132 mio. kroner mod 60 mio. kroner i samme periode sidste år.

En af DSBs store hovedpiner er den voldsomme gæld, der sidste år var hele 17,5 mia. kroner. Gælden er tredoblet over de seneste 10 år, og i 2012 betalte DSB 486 mio. kroner i renter på at servicere sin gæld. Til sammenligning lød regning på 542 mio. kroner i 2011. I løbet af første kvartal i år har DSB bragt gælden ned på 16,9 mia. kroner, og det går altså i den rigtige retning.

DSBs administrerende direktør Jesper Lok er i fuld gang med at udmønte strategien »Sundt DSB«. De omfattende sparerunder og mange fyringer i virksomheden er resultatet af netop Jesper Loks nye linje. DSBs omkostninger skal sænkes med 1 mia. kroner frem mod 2014, og indtil videre er selskabet cirka halvvejs med det mål.

Som en del af spareplanen er DSB i færd med at flytte ud af sine historiske bygninger i Sølvgade midt i København til nye kontorer i Høje Taastrup.

»Dette er således den sidste kvartalsmeddelelse, som underskrives i Sølvgade, hvor DSB har haft hovedsæde siden 1928,« skriver DSB i kvartalsregnskabet.

På længere sigt kan DSB møde markant større konkurrence fra udlandet - ikke mindst tyske Deutsche Bahn. Selskabets mange anstrengelser er med andre ord nødvendige, hvis DSB skal køre tog på de danske statsbaner i fremtiden.

Dagens Gossip