DSB: Svensk grænsekontrol koster en million om dagen

Skrevet af admin

28/12/2015

Mest læste i dag

Det vil koste DSB en million kroner om dagen at kontrollere id i tog mod Sverige.

Det siger trafikinformationschef Tony Bispeskov, DBS, i et interview med TV2 på dagen, hvor et 325 meter langt hegn står klar på togstationen i Københavns Lufthavn.

Den svenske regering har indført såkaldt transportøransvar, der kræver, at DSB kontrollerer id hos de rejsende mod Sverige.

Det kommer i praksis til at foregå ved, at alle passagerer skal ud af toget i lufthavnen, der er sidste stop inden Sverige. Her får de kontrolleret id, før de kan rejse videre.

- Alt i alt vil der komme noget længere rejsetid, når man skal fra Danmark til Sverige, siger Tony Bispeskov, der erkender, at passagererne får et dårligere produkt.

Kravet om id-kontrol gælder i første omgang en måned, og her står DSB tilbage med en regning på cirka 30 millioner kroner.

- Hvis kravet er gældende i mere end en måned, kan det medføre, at togrejser til Sverige herefter bliver pålagt et gebyr, der skal dække de ekstraordinære omkostninger til den omfattende id-kontrol, skriver DSB i en pressemeddelelse.

/ritzau/