DSB: Timemodel risikerer at forsinke andre tog

Skrevet af admin

26/08/2014

Dagens topnyheder

Det er realistisk at føre regeringens plan om tog i timedrift mellem landets fem største byer ud i livet. Men den risikerer at gå ud over kvaliteten på andre jernbanestrækninger.

Det konstaterer DSB i selskabets nye materielstrategi, som er offentliggjort tirsdag.

- Analyserne viser, at timemodellen stort set kan realiseres, skriver det statsejede selskab.

- En fuld realisering kræver dog, at timemodeltog prioriteres frem for andre tog. Denne prioritering kan have negative konsekvenser for rettidighed og kundeoplevelse i regional- og intercitytrafikken, som bør afdækkes nærmere, lyder det videre.

DSB's driftsdirektør, Anders Egehus, siger, at DSB afventer yderligere analyser i forhold til timemodellens udfordringer.

- Der er behov for en nærmere vurdering af, hvordan vi realiserer timemodellen bedst muligt. Vi skal have foretaget nogle dybdegående analyser, og så skal vi diskutere det med blandt andet Banedanmark og Transportministeriet, siger han til Ritzau.

I strategien vurderer DSB, at der skal indkøbes omkring 275 nye tog inden 2030, for at den politiske målsætning om en stigning i passagertrafikken på 50 procent kan realiseres.

Det vil ifølge DSB koste mellem 20 og 22 milliarder kroner plus et sikkerhedstillæg på 30 procent, hvilket sender finansieringsbehovet op omkring 26 milliarder kroner.

Til sammenligning lyder prisen for regeringens Togfond, som skal sikre de infrastrukturelle forudsætninger for timedrift, på 28,5 milliarder kroner.

Midt i de svimlende summer peger DSB dog på, at politikerne kan gøre timemodellen billigere i drift ved at indkøbe tog med en topfart på 200 kilometer i timen frem for de planlagte 250.

Det vil ifølge selskabet gøre det muligt at spare cirka 300 millioner kroner om året, svarende til lidt under 10 procent af den statslige kontraktbetaling.

Denne løsning vil ifølge DSB medføre "nogle få minutters længere rejsetider".

DSB bemærker desuden, at tiden allerede nu er så knap i forhold til at anskaffe nye tog, inden den danske jernbane er elektrificeret, at der "formentlig vil være en periode, hvor der køres med dieseltog på de ny-elektrificerede strækninger".

Det giver dog ikke anledning til nogle driftsmæssige udfordringer, fastslår Anders Egehus.

Samtidig oplever DSB, at markedet for elektriske tog er præget af begrænset udbud.

- På nuværende tidspunkt harmonerer ønsket om afprøvet materiel ikke umiddelbart med ønsket om en konkurrencesituation med mange udbydere, skriver selskabet.

Materielstrategien er bestilt af Transportministeriet og offentliggøres som et oplæg til de kommende forhandlinger om en ny trafikkontrakt mellem DSB og staten.

/ritzau/