DSB udskyder nedrivning af Olsen-Bandens Gule Palæ

Olsen Bandens såkaldte Gule Palæ ved Enghavevej nær Vestre Fængsel i København får alligevel mulighed for at blive bevaret.

Den gamle kommandopost, der spillede en vigtig rolle i "Olsen Banden på sporet " i 1975, har opnået stor affektionsværdi for mange fans af Olsen Banden-filmene, og de fik derfor et chok, da det kom frem, at DSB vil rive det nedlagt kontroltårn ned.

Men nu oplyser DSB, at man har givet bygningen til Olsen Banden-fanklubben med den betingelse, at bygningen skal være fjernet fra grunden inden et år.

Bygningen på godsbaneterrænet var engang en kommandopost, men blev for over fire år siden lukket og stod derfor til nedrivning. Men den beslutning bliver nu udskudt et år, hvor Olsen-Banden-fanklubben får mulighed for at finde en anden løsning, så bygningen kan flyttes.

- Vi skal ikke bruge bygningen til noget, så Olsen Banden-fanklubben har nu et år til at finde de midler, det koster at fjerne kommandoposten og finde et egnet sted at placere den, siger Kåre Stig Nielsen, der er teamleder i Banedanmark.

Bygningens indre er meget forfaldent, men selve bygning er ifølge DSB i god stand, og det burde derfor være muligt at flytte den.

- Vi vurderer, at bygningen relativt let kan deles op i sektioner og løftes væk ved hjælp af en kran, siger Kåre Stig Nielsen.

Det var blandt andet fra den gamle kommandopost, at Børge sørgede for, at Olsen Banden kunne slippe af sted med en masse guldbarrer. Det er også her, at Egon kortsluttede en sikringskasse, så lyssignalerne lyste rødt i kommandoposten og skabte kaos på banenettet.

Scenerne fra kommandopostens indre blev filmet i et studie, men kommandopostens ydre blev brugt.

I oktober oplyste DSB's pressevagt til BT, at der i stedet for Det Gule Palæ skal være personalebygninger.

/ritzau/

Dagens Gossip