DSB vil kulegrave alle S-tog efter utilsigtet »togsprængning«

S-toget, der havde kurs fra Hillerød mod Høje Taastrup, blev helt tilfældigt skilt fra hinanden ved en hastighed på cirka 90 kilometer i timen netop ved indkørslen til Glostrup station. Efter togvognene var blevet skilt fra hinanden, skyndte lokomotivføreren sig at bremse toget. Da han så kiggede ud af førerrumsvinduet og så det bagerste togsæt, kunne han konstatere, at det holdt stille cirka 200 meter bagude.

Ifølge Bo Haaning, chef for Jernbaneenheden, så lyder »togsprængning« meget voldsommere, end hvad det egentlig er.

»Inden for jernbaneterminologi har man altid kaldt det for en »togsprængning, men det er i virkeligheden et levn fra fortiden og et dårligt ord, da det ikke har ret meget med en sprængning at gøre. Det, der rent faktisk skete med togsættene 8. juli, var, at koblingerne, der holdt togene sammen, groft sagt sprang fra hinanden,« siger Bo Haaning, der dog understreger, at sikkerheden for de rejsende slet ikke kommer i fare, når uheldet endelig er ude.

»Det er slet ikke farligt for mennesker, for togene skilles bare fra hinanden. Men irriterende for de rejsende, det er det i hvert fald.«

Ved undersøgelse af centralkoblingen, som er den del, der fungerer som en støddæmper mellem togsættene, fandt Havarikommissionen frem til, at den pludselige afkobling var forårsaget af flere forhold. Blandt andet var der under kørslen en stigning i lækspændingen, som svarer til en minikortslutning, afkoblingsventilen gik trægt og endelig var toget udsat for mange vibrationer, mens det kørte.

Som konsekvens vil DSB frem til november i år kontrollere samtlige afkoblingsventiler på alle S-tog i København og ændre vedligeholdelsesintervallet.

Dagens Gossip

Dagens TV