DSB's ældste IC4-tog er misligholdte og mangler reservedele

IC4-togene er strippet for hovedkomponenter, og stærkt misligholdte, efter mange års langtidsparkering. Det er status for DSB’s ældste IC4-tog.

DSB’s IC4-fabrik i Randers har siden 2011 arbejdet på at underkaste de 14 ældste IC4-tog - de såkaldte NT-togsæt - en næsten total adskillelse og efterfølgende genopbygning med eksempelvis komplet udskiftning af kabler og eltavler. Flere komponenter sendes til Italien til renovering, lyder det på ing.dk.

Indtil videre er 6 af de 14 NT-togsæt blevet færdige. Men i den seneste IC4-statusrapport til Folketingets transportudvalg forudser DSB store vanskeligheder med at få moderniseret de sidste togsæt i NT-rækken:

‘De sidste togsæt i produktionsforløbet er i en meget dårlig stand, da de har været hensat i en længere periode, og de mangler en del hovedkomponenter, hvilket kan påvirke leverancen,’ skriver DSB i rapporten.

Adskilles og genopbygges
På IC4-fabrikken i Randers gennemfører DSB-teknikerne en næsten total adskillelse og efterfølgende genopbygning med nye eller renoverede komponenter. Målet er, at NT-togsættene skal op på et kvalitetsniveau svarende til de IC4-togsæt, som Ansaldobreda i dag producerer på ‘samlebånd’ – de såkaldte MPTO-togsæt.

Hvis ikke NT-togsættene blev underkastet denne genopbygning, ville deres driftsstabilitet hurtigt falde til et uacceptabelt niveau.

Som en del af det nye forlig om IC4/IC2-leverancen, som DSB og Ansaldobreda indgik før jul, har Ansaldobreda ikke længere noget ansvar for opgraderingen af NT-togsættene. DSB står således alene tilbage med problemerne med at genopbygge de sidste togsæt.

DSB har i et tidligere statusnotat til Folketinget advaret om, at en konkurs hos den italienske underleverandør af eltavler til IC4 og IC2 betyder, at Ansaldobreda kan få problemer med at levere flere komponenter af denne type til DSB.

Dagens Gossip