DSU skoser Corydon for nej til kædeansvar

Skrevet af admin

31/10/2013

Mest læste i dag

Det er "dybt forargeligt", at finansminister Bjarne Corydon (S) afviser Enhedslistens krav om kædeansvar, så hovedentreprenører hæfter for underentreprenører, siger DSU's formand, Camilla Schwalbe.

- Regeringen har igangsat en stor kampagne imod social dumping. Når det kommer til noget, som rykker, med sociale klausuler og kædeansvar, så siger Bjarne Corydon, at det kan vi ikke på grund af dansk konkurrenceevne, siger hun.

- Så stiller jeg bare spørgsmålet: Skal vi så have lavere lønninger? Jeg er ret chokeret over Bjarne Corydons udmelding, siger Camilla Schwalbe.

Hun påpeger, at EU-Kommissionen foreslår kædeansvar. Kædeansvar er indført i otte EU-lande, så hovedentreprenører hæfter for, at deres underentreprenører lønner deres ansatte efter bestemte løn- og arbejdsvilkår.

Finansministeren finder både kædeansvar uforeneligt med EU-retten og hensynet til dansk økonomi og konkurrenceevne, siger Bjarne Corydon.

DSU's formand efterlyser dokumentation for, at man ikke kan kræve kædeansvar efter EU-retten.

- Hvis vi ikke som socialdemokrater skulle gå ind for kædeansvar, hvem skulle så? vil Camilla Schwalbe vide.

Hun kræver også sociale klausuler, så arbejdsgivere skal ansætte lærlinge for at få offentlige opgaver og arbejdsklausuler med mindstekrav til løn- og arbejdsvilkår, hvor firmaer følger danske overenskomster.

- Det er en socialdemokratisk opgave. Derfor bør man nu lukke finansloven med Enhedslisten og tage godt imod forslaget om at lave pligtige sociale klausuler, som omfatter et kædeansvar, siger Camilla Schwalbe.

Hun afviser, at danske håndværkere er for dyre sammenlignet med polakker og litauere.

Kravet om kædeansvar støttes af LO's formand, Harald Børsting, 3F's formand, Per Christensen og flere socialdemokrater.

/ritzau/