DSV øger omsætning trods hård konkurrence

Skrevet af admin

06/02/2015

Dagens topnyheder

Der var kamp om opgaverne på motorvejene i 2014, men alligevel lykkedes det danske transportselskab DSV med at få forretningen til at vokse.

Selskabet nåede en omsætning på 48,6 milliarder kroner, hvilket er seks procent over salget i 2014.

Også på driftsresultatet før særlige poster var der fremgang, da det landede på 2624 millioner kroner mod 2552 millioner kroner året før.

- Det var først og fremmest Air & Sea-divisionen, der drev væksten i indtjeningen, mens Road-divisionen blev påvirket af den intensive konkurrence, der er en del af spillet i vores industri, konstaterer administrerende direktør Jens Bjørn Andersen i en børsmeddelelse.

Air & Sea, som beskæftiger sig med fragt via fly og skibe, tjente 1542 millioner kroner før særlige poster mod 1392 millioner kroner året før.

Derimod havde vejtransportdivisionen Road, som er selskabet største forretning målt på omsætning, en tilbagegang i driftsresultatet på 13 procent til 837 millioner kroner.

- På prissiden må vi konstatere, at 2014 har været endnu et år med konkurrencebetonede markeder og et markant prispres, skriver direktør for DSV Road, Søren Schmidt, i regnskabet, hvor han uddyber:

- Det er vores vurdering, at branchen generelt har oplevet faldende indtjening per sending, og det har også sat sit præg på indtjeningen i DSV Road.

I år venter DSV, at driftsresultatet før særlige poster vil vokse til mellem 2700 og 2900 millioner kroner.

- Vi ser optimistisk på 2015. De investeringer, vi de seneste år har gjort for at styrke vores produktivitet, giver et stærkt udgangspunkt for at få mest muligt ud af den globale vækst, konstaterer Jens Bjørn Andersen.

/ritzau/