Du behøver ikke at have en nøjagtig adresse for at ringe til 112

Foto: Politiet.

Politiet slår nu fast, at man ikke behøver at kende sin nøjagtige adresse før man ringer alarmcentralen op på nummer 112.

Det sker efter flere historier i medierne på det seneste, hvor borgere i nød tilsyneladende er blevet nægtet en ambulance fordi de ikke kendte den præcise adresse og det husnummer de ringede fra.

Men det afviser politiet nu.

Medarbejderne på alarmcentralerne har nemlig  mange forskellige søgemuligheder, og kan derfor godt finde frem til eksempelvis ”Shell-tanken på Kalundborgvej”, hvis man ikke har den nøjagtige adresse.

De mange søgemuligheder betyder også, at lokalkendskabet ikke har den store betydning.

Bliv ven med netnyhederne.dk på Facebook - klik ind nu og vær med...

- Det er klart, at vi foretrækker at få den nøjagtige adresse, og derfor har mange firmaer, institutioner, idrætshaller med videre. opslag ved telefonerne om alarmopkald til 112, hvor medarbejdere vejledes om, hvad de skal oplyse, når de tilkalder politi, ambulance eller brandvæsen. Men kender man ikke den nøjagtige adresse, så skal vi nok sende hjælp alligevel, siger Steen Herlev Larsen, der er leder af Rigspolitiets 112-sekretariat.

Der findes nu to alarmcentraler i henholdsvis Slagelse og Aarhus, der sammen med alarmcentralen i København dækker hele landet.

Centraliseringen af alarmcentraler skete den 1. november 2011, og langt de fleste ekspeditioner bliver løst på fornuftig vis.

Alarmcentralerne evaluerer hele tiden arbejdet, så fejl undgås i videst muligt omfang.

Hvert år modtager alarmcentralerne i øvrigt knap en million opkald via telefonnummeret 112.

Dagens Gossip

Dagens TV