Du bliver sat til salg og handlet på Facebook

Skrevet af admin

24/10/2014

Dagens topnyheder

Facebook-sider, du følger og sympatiserer med, er dagligt til salg, og siderne omdannes til reklameportaler, der i værste fald leder brugerne i skjulte abonnementsfælder.

Over tre millioner danskere er aktive på Facebook, men populariteten har en kedelig bagside, viser DR's forbrugermagasin Kontant.

Utallige sider er alene oprettet for at høste de såkaldte likes, hvor brugeren vender tommelfingeren opad. Når Facebook-brugere tilslutter sig siderne, modtager de derefter store mængder reklamer og spam. Et fænomen der blandt andet kaldes "farming" eller "like-hunting".

De, der administrerer populære sider, tjener store penge på at videresælge siderne eller "udleje" dem til annoncører, fortæller den 16-årige Daniel.

- Hvis en side rammer et godt emne, har mange likes, og der er stor aktivitet, så kan den sagtens være op mod 50.000 kroner værd, siger han til Kontant.

Han har i fire år handlet med sider og deres indhold, men optræder anonymt i Kontant for at undgå, at han får problemer efter at have fortalt om, hvordan han køber sider og "opdyrker" deres popularitet for derefter at udleje dem til annoncører.

Ifølge Daniel har han haft mulighed for at tjene op til 60.000 kroner om måneden på sine sider.

Indtjeningen stammer dog ofte fra bagmænd og annoncører med lyssky hensigter såsom abonnementsfælder.

Køb og salg af Facebook-sider og statusopdateringer er direkte i strid med Facebooks egne retningslinjer. Alligevel foregår salget åbent i grupper, hvor "købmændene" efterlyser sider med mange likes. Mange af de interesserede købere skriver, at siderne skal bruges til reklame.

Mikael Lemberg er ekspert i markedsføring og virksomheders brug af sociale medier som Facebook. Indtil 2013 var han ansat i Facebooks europæiske hovedkvarter i Dublin. Han opfordrer Facebook-brugere til at være mere forsigtige med like-knappen.

- Du bliver produktet for de her mennesker. Du er varen, der bliver solgt. Når du går ind og liker en Facebook-side, bør du tænke over, om du ved, hvem der står bag siden, siger Mikael Lemberg til Kontant.

Facebook har ikke ønsket at medvirke i et interview i Kontant.

/ritzau/