Du kan allerede være i større risiko for ‘rygerlunger’ inden den første smøg

Skrevet af Laura Nygaard

23/07/2015

Dagens topnyheder

Tjek lungerne, mens de stadig har det godt. Det må være læren af ny banebrydende forskning fra Københavns Universitet.

Den viser nemlig, at selvom lungesygdommen KOL, Kronisk Obstruktiv Lungesygdom, tidligere blev kaldt rygerlunger, så kan man allerede være i risikogruppen, inden man har røget sin første smøg.

Læs også: KOL-patienter ignorerer hoste og åndenød

Ifølge den nye forskning har halvdelen af danske KOL-patienter nemlig fået lagt kimen til sygdommen tidligere i livet - og den er altså ikke opstået ved en usund livsstil i voksenlivet, men derimod af f.eks. astma, infektioner og for tidlig fødsel.

- Indtil nu har man troet, at KOL bliver udviklet, når lungekapaciteten falder hurtigt som følge af rygning, men nu har vi fundet ud af, at sygdommen også kan opstå, når lungefunktionen allerede er nedsat, siger Peter Lange, overlæge på Den Lungemedicinske Sektion på Hvidovre Hospital og professor ved Institut for Folkesundhedsvidenskab, Københavns Universitet, til Dagens.dk.

Faktisk har man fire gange så stor risiko for at udvikle KOL, hvis lungekapaciteten allerede er nedsat. Derfor råder overlægen til, at man får tjekket sine lunger, mens man er ung og rask - og i øvrigt holde sig fra rygning. Særligt hvis det nu skulle vise sig, at man har dårligere lunger.

Læs også: Dette sker, når du holder op med at ryge

Ifølge overlægen skal man dog ikke bare ryge løs, fordi man ved, at ens lungekapacitet alligevel er nedsat af astma. Det er stadig tobak, der er den store synder. Også blandt dem, der får nedsat lunkefunktion tidligt.

- Det er meget sjældent, at man udvikler KOL, uden at rygning er indblandet, siger Peter Lange.

Hver dag dør 16 danskere af KOL. Sygdommen er den fjerdestørste dræber i verden, og tidlig opsporing er vigtigt for at forebygge yderligere udvikling.

Følg Dagens Sundhed for flere lignende artikler: