Du skal vente længe på at få dine skattepenge

Boligejere, der betaler for meget i ejendomsværdiskatter på grund af de fejlagtige ejendomsvurderinger, må vente længe, før de kan klage og få vished om, hvorvidt de skal have penge tilbage.

Det erkender skatteminister Holger K. Nielsen (SF), da han på et pressemøde onsdag slog fast, at der først kan klages i 2016.

- Jo, det kan man godt sige. Men vi kan ikke gøre det, før vi har et nyt vurderingsniveau.

- Det har været så misrøgtet af de borgerlige partier det her system, at vi er nødt til at starte på en frisk. Og når man skal gøre det, skal man også gøre det ordentligt, siger han.

Regeringen nedsætter et ekspertudvalg, der skal udvikle et nyt system for de offentlige ejendomsvurderinger, som skal ligge klar i 2014 til implementering i 2015.

Indtil det nye system er klar i 2015, skal boligejerne i mellemtiden betale skat ud fra 2011-vurderingen vel vidende, at der er en væsentlig sandsynlighed for, at den er forkert.

Lektor i skatteret ved Aalborg Universitet Thomas Rønfeldt er stærkt kritisk over for regeringens overgangsløsning, som, han mener, gør boligejere, der betaler for meget i ejendomsværdiskat, til økonomiske gidsler uden retssikkerhed.

- Jeg synes, det er et usædvanligt dårligt setup, siger han til Ritzau.

- Skat laver en tvungen kassekredit hos befolkningen ved at sige: "I har et krav imod os, men I får ikke pengene før om tre år". Det er så retssikkerhedsmæssigt bekymrende, at Skat køber sig tid på borgernes bekostning, tilføjer Thomas Rønfeldt.

/ritzau/

Dagens Gossip