Dukkepartiet oplyser tirsdag til Ritzau, at partiet mandag løj om at have indsamlet mere end 18.500 godkendte vælgererklæringer.
- Dukkepartiet er blevet grebet i en nødløgn, siger medstifter af partiet Egil Bargfeldt.
Indrømmelsen kommer, efter at DR Nyheder kunne afsløre, at landets største kommuner kun har modtaget meget få vælgererklæringer.
Selvom Dukkepartiet altså er blevet grebet i at lyve, så ændrer det ikke ved deres politiske ambition om at være en mistillidserklæring til politikerne.
- På trods af det her arbejder vi videre med vores politiske ambitioner, siger Egil Bargfeldt.
/ritzau/