Dumt eller genialt? Her er dyne-dragten til dig, der har svært ved at komme ud af fjerene

Zzzzzzzzzzz....

Du er midt i den sødeste søvn, da vækkeuret hiver dig tilbage til virkeligheden med de alarmerende og øretæveindbydende toner.

En ny dag truer.

Du vrider din rustne og aflange krop i sengen, hvor den lune dyne for en stund stadig beskytter dig mod arbejdsdagens kommende udfordringer.

Vækkeuret, det lille svin, viser, at du allerede er for sent på den, så det er mildest talt på høje tid at komme ud af fjerene. Ak og ve....

Læs også: Børnehave havde problemer med løbende børn på gangen - så fik de en genial idé

Men fortvivl ikke, kære læser. 

Den britiske hotelkæde Jury Inn Hotel Group har hittet på den perfekte løsning til dig, der er lidt for glad for at putte under dynen.

Survet er navnet på deres bløde opfindelse, der delvist gør det muligt at forblive under dynen, mens du er på farten og tjener til smør på brødet.

De andre morgenpassagerer vil muligvis kigge på dig med misundelse og mistro, når du som en søvnig udgave af Michelinmanden træder ind i bussen eller toget med din nye og helt hvide dragt på.

En polstret krave er en slags pude i den to-delte opfindelse, der med et par overdimensionerede skuldre er helt perfekt, når du skal sikre dig lidt ekstra plads i den offentlige transport.

De andre pendlere vil muligvis blive trætte af dig og din nye påklædning, men du er den person, der når arbejdspladsen med en ekstra lur på øjet.

Der er desværre tale om en prototype af den futuristiske kombination af nat- og arbejdstøj, men drømmen om dragten lever stadig hos folkene bag ideen.

- Hvis der er nok interesse i prototypen, så vil vi helt sikkert overveje at sætte et begrænset oplag i produktion, siger en talsperson fra hotelkæden til den britiske tabloidavis Metro.

Dagens Gossip