Duncan efter sejr og scoringer: Imponerende vi slår AaB

Skrevet af admin

18/05/2016

Dagens topnyheder

AGF hentede i forrige runde mod Esbjerg den forløsende sejr, der gav Glen Riddersholm sine første tre point i Alka Superligaen som AGF-træner.

Tirsdag kom der så tre point mere, da AaB blev besejret på hjemmebane.

Det var blandt andet Morten "Duncan" Rasmussens fortjeneste, da han scorede begge AGF's mål i 2-0-sejren.

- Det er altid dejligt, at man kan bidrage med mål til holdet, men det vigtigste er, at vi vinder, og det gjorde vi i dag, siger AGF-angriberen.

Sejren satte en kæp i hjulet på AaB's drømme om at få medaljer og sikre sig mulighed for at kvalificere sig til Europa League, og tomålsskytten var imponeret over indsatsen.

- Det var en lige kamp, men vi var effektive, og vi arbejdede hårdt, og det var det, der gav sejren. Jeg synes, det er imponerende, at vi som nummer ti i ligaen kan slå et hold, der spiller om medaljer og har alt at spille om, siger "Duncan".

Cheftræner Glen Riddersholm noterede også en vis spillemæssig fremgang.

- Nogle af de ting, vi arbejder med, er begyndt at sætte sig mere i holdet, men der er stadig lang vej. Der er måske i hvert fald en sæsons arbejde mere, før vi er i mål, siger Glen Riddersholm.

- Kigger man på den korte bane, har vi vist en modenhed og en kollektiv indsats, som er blevet belønnet, siger han.

AGF er stadig på tiendepladsen i ligaen, men der er nu blot et enkelt point op til FC Nordsjælland og Viborg, der begge har 34 point på de to pladser foran AGF.

/ritzau/