Duncan-hattrick fuldender vildt AGF-comeback i Farum

Skrevet af admin

21/05/2016

Dagens topnyheder

Endnu en gang har AGF sikret sig point på et mirakuløst comeback i overtiden i en udekamp i Alka Superligaen.

Aarhusianerne var nede 0-3 på FC Nordsjællands kunstgræsbane med tyve minutter tilbage af den ordinære spilletid, men så vågnede Morten "Duncan" Rasmussen op og scorede hattrick.

Det sidste mål blev sat ind i absolut sidste sekund af overtiden.

Tidligere på foråret leverede AGF en anden hæsblæsende afslutning, da målmand Steffen Rasmussen udlignede i sidste øjeblik i en udekamp mod AaB.

Det stod ellers ikke skrevet nogen steder, at AGF skulle have point med hjem fra Farum.

FC Nordsjælland havde bragt sig foran 3-0 på mål af Joshua John, Andreas Maxsø og Marcus Ingvartsen, mens AGF havde været voldsomt uskarpe på sine egne afslutninger både før og efter pausen.

Hjemmeholdet havde valgt at give chancen til 21-årige Runar Alex Runarsson i målet på bekostning af David Jensen. Han spillede en fornuftig kamp, men han kunne ikke gøre meget, da "Duncan" i slutminutterne gik målamok.

Tværtimod kunne han med rette skælde ud på sit forsvar, som virkede til at have taget sejren på forskud efter målet til 3-0. Ved ingen af "Duncans" scoringer sad markeringerne særlig tæt.

FC Nordsjælland er trods det uafgjorte resultat fortsat et enkelt point foran AGF i tabellen. De to hold ligger side om side på ottende- og niendepladsen.

Selv om det blev til et flot comeback, kan AGF dog ikke bryste sig af nogen pæn udebanestatistik.

Klubbens eneste sejr væk fra eget græs kom på skrivebordet i september, hvor aarhusianerne blev tildelt de tre point, selv om kampen i Hobro i første omgang blev tabt på udebane. De øvrige 15 udekampe i sæsonen er ikke blevet vundet.

/ritzau/