Duncan nedlagde Southampton: Vi viste høj klasse

Skrevet af admin

28/08/2015

Dagens topnyheder

Morten "Duncan" Rasmussen blev matchvinder, da FC Midtjylland torsdag kvalificerede sig til gruppespillet i Europa League med en 1-0-sejr over Southampton.

FCM-angriberen lynede efter en lille halv time, da Kristian Bach Bak slog bolden ind foran mål.

Inde i boksen vandt FCM-angriberen en nærkamp, før han køligt lagde bolden forbi Southamptons målmand.

- Det var fedt at score. Det er jo en af grundene til, at jeg er med, siger Morten "Duncan" Rasmussen.

- Jeg fik pillet bolden fra forsvarsspilleren, og så gjaldt det bare om at score, siger han.

- Vi tog kampen, som var det enhver anden. Vi vidste, at det ville blive svært, men vi spillede godt og arbejdede hårdt.

- Man har aldrig styr på sådan et hold, men alligevel kom de ikke til særlig mange chancer, mener angriberen.

- Vi er ikke overraskede over, at vi har et godt hold, men det er selvfølgelig stort for os at slå et Premier League-hold ud. Det viser, at vi har høj klasse.

- Vi løb ikke rundt og var bange for, at de ville score.

- Det giver noget til selvtilliden. Nu har vi en kamp mod Hobro i Superligaen, og fordi vi har vundet over Southampton, så tror jeg ikke, at Hobro lægger sig ned. Vi ved, at vi skal arbejde hårdt hver eneste gang, siger Morten "Duncan" Rasmussen.

Det første opgør mod Southampton i England var endt 1-1, så midtjyderne er videre med samlet 2-1.

Der er lodtrækning til gruppespillet fredag klokken 13.

/ritzau/