Duncan sikrer FCM-sejr dybt inde i overtiden

Skrevet af admin

01/08/2015

Dagens topnyheder

Det lignede meget længe en nulløsning i topkampen mellem FC Midtjylland og OB, men dybt inde i overtiden vandt danmarksmestrene alligevel 1-0 efter en velkendt specialitet.

For bedst som en underholdende og hårdtspillet affære var et halvt minut fra at blive fløjtet af, fik FC Midtjylland et frispark, der som så mange gange før blev slået efter angriberen Morten "Duncan" Rasmussen.

Og nok engang viste "Duncan" skarphed, da han dirigerede bolden ind i nettet bag OB's målmand Michael Falkesgaard, der ellers havde stået en glimrende kamp.

Dermed har FC Midtjylland tre sejre efter sæsonens første tre kampe, mens OB indkasserede sæsonens første pointtab.

I første halvleg var det tydeligt at se, at der var tale om to tophold. Tempoet var højt, og begge hold var interesserede i at få sendt afslutninger mod mål.

Det var overvejende FC Midtjylland, som sad på spillet, men det var OB, som var farligst på sine velspillede kontraangreb.

Foruden gode muligheder inde i feltet til både Kenneth Zohore og Rasmus Falk havde begge hold en afslutning uden for feltet, der ramte stolpen.

For FC Midtjylland var det nyindkøbet Daniel Royer, som forsøgte at krølle bolden over i det lange hjørne, men OB blev reddet af stolpen.

Lige så tæt på kom OB selv i første halvlegs overtid. Endnu engang var Rasmus Falk afslutteren, men hans skud ramte ydersiden af stolpen, mens Mikkel Andersen, der uventet var valgt i midtjydernes mål i stedet for Johan Dahlin, blot kunne se på.

Trods den livlige første halvleg måtte publikum i Herning gå til pause uden mål.

Allerede to minutter inde i anden halvleg troede tilskuerne og Erik Sviatchenko så, at kampens første mål var faldet.

Forsvarsspilleren dirigerede ganske vidst bolden over stregen efter en dødbold, men der blev tvivlsomt fløjtet for frispark efter tæt kamp om bolden i feltet.

Men aktionen blev en varsling af, hvad der ventede. Hjemmeholdet satte sig nemlig tungt på anden halvleg, mens OB's kontramaskine var gået på weekend.

Det tunge FCM-pres gav dog ikke de store chancer, og så var det hele lige ved at tippe den anden vej med fem minutter tilbage af kampen.

Her spillede Tim Sparv fejlagtigt OB's Rasmus Falk fri, men endnu engang afsluttede Falk uden at score. Det blev dyrt for OB, der i det tredje minuts overtid indkasserede en scoring.

/ritzau/