Dusør på 400.000 kr. for at finde Thor

Der er 400.000 gode grunde til at finde lommelygten frem og lede efter hunden Thor fra Svendborg. Det skriver Fyns Amts Avis og Fyens Stiftstidende

Dusøren for at finde den svendborgensiske hund Thor, der for lidt over en uge siden blev kidnappet fra en hundepension i Odder, er nået op i omegnen af 400.000 kroner, efter en gruppe tyske privatpersoner er gået sammen om at samle ind til fordel for sagen.

Det fortæller formand for foreningen Fair Dog Charlotte Andersson til Fyns Amts Avis. Fair Dog kæmper for fjernelse af raceforbud og særregler fra hundeloven.

- De har gjort det i håb om, at han bliver bragt tilbage, siger Charlotte Andersson, der selv har været i kontakt med den tyske gruppe for at få bekræftet dusørens beløb.

- Så den er god nok, og jeg håber, at det får nogen til at fortælle noget, siger hun til avisen.

Indtil videre har dusøren, der for en uge siden lød på mere beskedne 30.000 kroner, ikke båret frugt, og yderligere informationer om den dødsdømte hund Thors velbefindende har foreningen ikke fået.

- Mærkeligt nok er der ingen, der har reageret på det endnu. Det må betyde, at enten har de, som har kidnappet ham, fuldstændig misforstået sagen, ellers er det nogen, der ikke vil os noget godt, siger Charlotte Andersson, der dog mener, at beløbet alligevel har betydning.

- Det giver et signal om, at folk i både Danmark og rundt om i Europa simpelthen har fået nok nu. Det her skal stoppe. Ydermere er det også et signal om, at de tror på sagen, som vi havde gang i, og som kan få betydning for lovgivningen i Tyskland, siger Charlotte Andersson til Fyns Amts Avis.

I Svendborg sidder Jeanet Hansen. Hun kom i efteråret på banen med støttegruppen "For Thors skyld" og arrangerede demonstrationer for at kræve en mere human behandling af hunden og dens ejer, Leslie Jørgensen.

Hun er glad for den enorme dusør, men mener umiddelbart ikke, at det gør forhåbningerne om at få hunden tilbage større.

- Jeg tror ikke, det hjælper noget, så ville det have vist sig, fastslår hun.

- Jeg har svært ved at forholde mig til selve dusøren, det er rigtig mange penge, vi taler om. Og når man har så mange penge mellem hænderne, som vi vil give for en hund, kan det begynde at undre en gevaldigt, hvorfor vi ikke hører noget som helst, lyder det fra Jeanet Hansen, der understreger, at hun for alt i verden håber, at Thor vender tilbage og får lov at leve videre.

Det gør hundens tidligere ejer, Leslie Jørgensen, også, men som Jeanet Hansen har han bange anelser.

- Jeg har kunnet se, hvor det bar henad, men jeg forstår ikke det hele efterhånden. Det er uforståeligt, siger han om det lange forløb.

Blandingshunden Thor fra Svendborg blev kendt i september, da den røg i et hundeslagsmål og bed en gravhund. Politiet opfattede det som et angreb fra Thors side og satte den i forvaring.

Behandlingen af Thor gav siden hunden og dens ejer så meget sympati, at der blev holdt demonstration til støtte for Thor. Det hjalp ikke, da den blev dømt til aflivning af Fyns Politi, der mente, at det var en muskelhund af ulovlig race.

Organisationen Fair Dog gik ind i sagen for at redde Thors liv og fik udsat aflivningen for at få den endeligt racebedømt. Det skulle være med til at fastslå, at Thor ikke er en muskelhund og dermed ikke kunne aflives.

 

Dagens Gossip