Dusør udlovet for syreangreb på britiske piger

Begge piger er fra London og var på en tre uger lang rejse. De fik skader i ansigtet, på brystet og på hænderne, da syren blev kastet på dem midt i Stone Town, som er øens gamle bydel i hovedbyen.

Ifølge øens politikommissær, Musa Ali Musa, har man endnu ingen hovedmistænkte i kikkerten. Mange personer er blevet afhørt, men man har ikke foretaget hverken anholdelser eller sigtelser i sagen, lyder det.

Dusøren er blevet udlovet af styret på Zanzibar og bliver betragtet som en stor dusør, fortæller politikommissæren og understreger ifølge BBC, at det er første gang, udlændinge er blevet angrebet på denne måde på øen.

Pigerne blev efter syreangrebet behandlet på et hospital i Tanzanias hovedstad, Dar es Salaam, men er ifølge BBCs oplysninger blevet fløjet hjem til Storbritannien torsdag. Inden da fik de besøg af Tanzanias præsident, Jakaya Kikwete, som lovede dem, at man vil finde personerne bag det »skamfulde« overfald.

Politiet vil ikke kommentere på motivet til angrebet, men Zanzibar har flere steder opstillet skilte, hvor man opfordrer udlændinge til at respektere den hovedsageligt muslimske befolknings kultur og »dække sig til«, og der har i det seneste år været stigende religiøs vold på øen.

De to pigers familier har i en fælles erklæring udtrykt, at de er »ekstremt oprevet« over det »fuldstændig uprovokerede angreb«.

Pigerne var taget til Zanzibar som frivillige for velgørenhedsorganisationen Art.

Dagens Gossip